Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 10/2 2006 klokken 16:02
Et af de vildere rygter på internettet lyder nu på, at Juan Pablo Montoya skifter til Renault efter sæsonen, hvor han overtager Fernando Alonsos ledige sæde. Det skulle være hovedsponsoren Telefonica, der ønsker at indtage det spansktalende marked i Sydamerika, og det skal Juan Pablo Montoya sørge for.
Telefonica skulle være mindre imponerede over Fernando Alonsos skifte til McLaren, der skal køre med Telefonicas konkurrent Vodafone fra 2007, og det skulle være en af årsagerne til, at Telefonica er ved at lægge pres på Renault for at sikre Montoyas underskrift på en kontrakt fra 2007.
Juan Pablo Montoya har, som man har kunne læse på Bil Magasinet Formel 1, meddelt, at han er interesseret i at finde sig et andet team, så han er sikker på at have en fremtid i Formel 1. Det største krav Juan Pablo Montoya har til en kontrakt er, at den skal være længerevarende, og colombianeren er ikke interesseret i at skifte til Renault i 2007 for at stå arbejdsløs i 2008.
Derfor står Telefonica med et mindre problem, da Carlos Ghosn har meldt ud, at Renaults Formel 1 hold vil blive godkendt år for år, og det kan sætte en stopper for Montoyas langtidskontrakt. Men Telefonica skulle ifølge rygtet have taget den første kontakt til Julian Jakobi, Montoyas manager for at høre lidt om Montoyas betingelser.
Om det er mere end blot et rygte, vil den kommende tid nok vise. For Juan Pablo Montoya gælder det først og fremmest om at sikre sig et sæde til næste sæson, så han ikke bliver sorteper efter næste års kørerrokader.