På 10. omgang af Det Spanske Grand Prix oplevede Kimi Räikkönen det, som har forpestet store dele af hans løb for McLaren: Finnen måtte endnu engang udgå med tekniske problemer, hvilket i dette tilfælde var af elektrisk art.
Nu kan finnen til gengæld opleve yderst stabile McLaren Mercedes biler fra sit nye sæde hos Ferrari.
Ærgrelsen blev ikke mindre af, at finnen på det tidspunkt lå på en lun 3. plads og at man i ”bagklogskabens klare lys” kan se, at der var god mulighed for en podieplacering.
Kimi Räikkönen på Circuit de Catalunya.
Ferrari meddelte ikke overraskende kort efter løbet, at man vil sætte samtlige ressourcer ind på at finde årsagen til fejlen.
”Det var utroligt ærgerligt, at Kimi fik problemer med forbindelsen til generatoren. Der var ingen advarsel overhovedet, så nu må vi se på, hvad årsagen var. Det frarøvede ham sandsynligvis en podieplacering,” siger Luca Baldiserri, chef for Ferraris baneoperationer.
”Endnu engang kan vi konstatere, at pålidelighed er altafgørende og at vi ikke kan overlade noget som helst til omstændighederne, hvis vi skal sikre os imod, at et teknisk problem som dette skal frarøve os et godt resultat igen.”
Teamchef Jean Todts glæde over Felipe Massas sejr blev til en vis grad overskygget af de tekniske problemer, som han mener, ødelægger mulighederne for at hale ind på McLaren i både kørernes og konstruktørernes mesterskab – selv om Ferrari i øjeblikket ser ud til at være hurtigst.
“Vi ved, at en af de vigtigste ingredienser for at vinde et mesterskab er pålidelighed og det har vi nu manglet hele to gange i denne sæson – i dag med Kimi’s bil,” sagde Jean Todt.
”Af denne grund er vi bagud i begge klassifikationer, trods tre sejre og fire pole positioner.”
Det var en dybt skuffet Kimi Räikkönen, som forlod banen inden løbet sluttede, og finnens korte kommentarer afslører på tydelig vis en undertrykt frustration.
”Helt ærligt, der er ikke noget at sige. Ikke andet, end at jeg er meget skuffet,” sagde Räikkönen på vej væk fra banen.
”Jeg mistede en placering til Hamilton i starten men havde den største fight imellem Felipe og Fernando, for at komme tilbage til 3. pladsen.”
”Jeg havde god fart og kunne have haft et godt resultat, men lige pludselig fik bilen et elektrisk problem, og det eneste jeg kunne gøre var, at køre tilbage til garagen.
”Jeg har mistet meget vigtige point, men der er stadig tretten løb at komme tilbage i,” lød det alligevel optimistisk fra Räikkönen.