Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 9/2 2006 klokken 11:02
Sønnen af den tredobbelte verdensmester Nelson Piquet, Nelsinho Piquet, mener ikke at Scott Speeds Formel 1 debut skyldes talent, men derimod hans navn og nationalitet, og så er det selvfølgelig ikke dårligt med en stor energidrikproducent i ryggen.
Formel 1 er en markedsplads for de rige, de smukke og frem for alt de hurtige. Efternavnet Speed betyder jo som bekendt fart, og det er et godt navn at markedsføre sig på.
Endvidere er han amerikaner. En mangelvare i Formel 1, hvor den seneste amerikaner, der har testet Formel 1 var Bryan Herta. Han testede for Minardi for et par år siden og ellers var der Michael Andrettis katastrofale år i Formel 1 i 1993.
Sidst, men ikke mindst, blev han valgt som den første kører til det amerikanske Red Bull Drivers Search Program, hvis primære formål var at få en amerikaner i Formel 1, og da Dietrich Mateschitz opkøbte Minardi, var der et ledigt sæde til Scott Speed.
Nelsinho Piquet siger om Speeds debut:
”Speed kom ind fordi...Han er amerikaner og hans efternavn er ’Speed’ frem for hvad han viste på banen.”
For at være fair overfor Scott Speed så er der en grund til, at han havnede på 3. pladsen i GP2 mesterskabet i 2005, mens Nelsinho Piquet sluttede på 8. pladsen. Nelsinho Piquet er også godt klar over, at vejen til Formel 1 i 2007 kun kommer med et langt bedre år i GP2 end brasilianeren havde sidste år.
”Jeg er godt klar over, at jeg skal have et perfekt år for at kunne komme i Formel 1. Hvis jeg ikke bliver mindst toer, så bliver det meget svært,” inrømmer han.