• Forside

Silverstone solgt til hestevæddeløb?

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 6/2 2006 klokken 14:02

Det forlyder nu, at ejerne af Silverstone, British Racing Drivers’ Club (BRDC) er undervejs med planer om at overdrage driften af den legendariske racer bane til et firma, som administrerer 9 af Englands hestevæddeløbsbaner.

I en udtalelse fra Northern Racing i dag, mandag, bekræftes det, at firmaet kandiderer til et 25 års ejerskab af Silverstone, og at beslutningen skal endeligt godkendes på en ekstraordinær generalforsamling i BRDC d. 22. februar i år.

I udtalelsen hedder det: ”Northern Racing bekræfter at det har budt på retten til at drive Silverstone Racing Circuit, hvor Det britiske Grand Prix bliver afholdt. Der er tale om en 25-årig lejeaftale med banens ejere, British Racing Driver's Club Limited ("BRDC").”


Silverstone Racing Circuit.

I sidste uge hed det, at udviklingsselskabet St. Modwen også er interesserede i banen. Rygter går imidlertid på, at de ønsker at ombygge hele banen, hvilket har fået flere BRDC-medlemmer til at vende sig imod salget.

St. Modwens administrerende direktør Richard Froggatt forsikrer dog, at banens fremtid ikke er på spil.

Direktøren udtaler til Northampton News: Jeg kan godt forstå, hvis nogle mennesker får visse tanker om BRDC’s fremtid på banen. Men vi vil på ingen måde presse dem ud. De har opsynet og driften af banen, og sådan vil det altid være.”

”Vi agter at overtage det ry som Silverstone allerede har og bygge videre på det. Vi vil have teknologiparken til at køre ordentligt og ser samtidig på, hvordan vi kan få Silverstone til at køre som en helårsforretning.”

”Vi håber at, et par hoteller og udvikling af privatbyggeri vil hjælpe til med at finansiere det arbejde, som er nødvendigt til banens modernisering,” slutter Richard Froggatt.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.