Et vedvarende rygte på Internettet sætter nu den tidligere Jordan testkører Timo Glock i forbindelse med et af de to ledige sæder hos Super Aguri Formel 1 holdet, som endnu ikke har offentliggjort sine kørere.
Rygterne om et rent japansk team lever stadig, men der er andre interesser end kun nationale i forbindelse med Super Aguri. Rent økonomisk står Super Aguri ikke særlig godt, og de to japanske kørere som har været sat mest i forbindelse med de to sæder, Takuma Sato og Yuji Ide, er begge tvivlsomme.
Takuma Sato på grund af den høje løn han forlanger af Aguri Suzuki, og Yuji Ide på grund af, at han stadig er ved at komme sig over et voldsomt uheld sidste år. Derfor er det tvivlsomt om han fysisk er i stand til at klare de store fysiske belastninger i Formel 1.
Hvem præsenterer Aguri Suzuki som sine kørere?
Timo Glock står i øjeblikket uden noget sæde. Hans personlige sponsor DHL er villig til at lægge en del penge i tyskeren, der netop har fået at vide, at der ikke er plads til ham hos Newman/Hass i ChampCar serien, og der er kun de mindre teams tilbage i ChampCar. Derfor skulle DHL have lovet at støtte Timo Glock med et højere støttebeløb, hvis han kan få et sæde i Formel 1.
En anden tidligere Jordan kører er sat i forbindelse med en test hos Super Aguri. Ralph Firman, der deltog i Formel 1 mesterskabet i 2003 blev nummer to for Super Aguri i den japanske GT serie sidste år. Om fem uger starter Formel 1 sæsonen, og der er mange, som kun venter på at Aguri Suzuki lancerer sine to kørere til sæsonstarten.