• Forside

Honda hjælper Super Aguri

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 31/1 2006 klokken 10:01

Efter den sene meddelelse fra FIA, der bekræftede Aguri Suzukis Formel 1 hold på gridden, har der været rigtig travlt hos det japanske hold.


Ingen kørere er endnu bekræftet, selv om det forventes kun at vare et par dage før Takuma Sato annonceres som holdets første kører.

Holdet er heller ikke kommet særlig langt med udviklingen af deres 2006 model, og de fleste ved, at det er et opdateret Arrows A23 chassis, som vil holde på gridden, når sæsonen starter i marts måned.

Det begynder dog at lysne lidt for Aguri Suzuki. Teamet får nu en håndsrækning fra Honda, der vil sende teknikere og ingeniører til Super Aguri i forsøget på at udvikle holdets første rigtige bil, så den er klar til en premiere på Imola banen i San Marino. Honda sender tre af deres ledende medarbejdere til hjælp.

Tenji Sakai har tidligere arbejdet på udviklingen af Honda-Mugen motoren. Han får selskab Akihiko Koiki, der tidligere har arbejdet sammen med Nigel Mansell og chassis-designeren Kazuhiko Shimada, der kommer fra Honda Research & Development.

Honda vil også have 8 medarbejdere fast tilknyttet Super Aguri i Formel 1 weekenderne. Selv om man kunne tro det, så kommer hjælpen ikke direkte fra Honda fabriksteamet (det gamle BAR Honda team), men direkte fra Japan.

Motorerne vil være de samme som fabriksteamet vil køre med, men gearkassen som Honda Japan leverer er ikke den samme carbon fiber gearkasse, som fabriksteamet har installeret.

Det siges, at grunden til Hondas ekstra engagement skyldes, at Aguri Suzuki har valgt at beholde sit IRL team med Roger Yakusawa som kører i USA. IRL vil i fremtiden have Honda som eneleverandør, og det var for at give Honda deres eget team i USA, som en modydelse for Hondas hjælp. Dette er kun rygter, men der kan sagtens være noget sandt i det alligevel.

I mellemtiden arbejder Super Aguri på højtryk med at få de gamle Arrows A23 chassiser klar til sæsonstarten. Gerne med en testdebut den 14. februar og med Barcelona som førsæsonens sidste rigtig store test.