I disse dage farer onkel Bernie rundt i Asien, nærmere bestemt Singapore, for at se på mulighederne for at afholde et aftenløb. Ideen er, at banen så skal oplyses med kraftige lys, såkaldte flodlamper.
Og Melbourne kunne blive næste mål i rækken af aftenløb. Ecclestone er i øjebliket i forhandling med Ron Walker, som er Australiens Grand Prix promoter. "Vi kigger på det, og når Bernie kommer, så taler vi om det igen. Han har ikke sagt at vi skal gøre. Det er et valg vi kan foretage," siger Walker.
Albert Park i Melbourne bliver måske lavet om til aftenløb i fremtiden
Der er mange ting at tage i betragtning med hensyn til et aftenløb. Hvor kommer den ekstra strøm fra?, er den offentlige interesse stor nok til at fylde lægterne?, og der er ligeledes de miljømæssige hensyn at tage.
Udover Singapore og Australien, er også Kina, Japan og Sydkorea med i kampen om at få et natteløb. Ideen vækker sympati, fordi det ikke bare vil gøre Formel 1 langt mere spændende, men ved at afholde det om aftenen, vil tv-tiderne passe bedre til os europæere.