Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 19/4 2025 klokken 14:04
Velkommen til 2. frie træning til Formula 1 STC Saudi Arabian Grand Prix 2025. Her skal feltet køre sæsonens femte F1 Grand Prix på den smukke Jeddah Corniche Circuit.
Banen er 6,174 km lang og dermed en af de længere på F1-kalenderen i år. Desuden er banen noget af en udfordring, da den har 27 sving! Alligevel er den den næsthurtigste på kalenderen. Bilerne kører med en gennemsnitlig hastighed på ca. 250 km/t.
Pirelli-dækkene til weekendens herligheder er de hårde C3-, medium C4- og bløde C5-dæk.
Modsat første frie træning er det nu blevet aften i Jeddah, så solens stråler er skiftet ud med det kraftige skær fra de mange lamper, der lyser hele banen op – et smukt syn for fans og teams. Derfor er temperaturerne også lavere i luften og på asfalten, hvilket bedre afspejler de temperaturer, teamene skal køre med til kvalifikationen og løbet.
Der var mange overraskelser under den første frie træning, men i denne session var styrkeforholdet mellem teamene ligesom blevet “normaliseret” igen.
Bortoleto stillede ikke til start i denne session, da teamet skulle skifte overlevelses-cellen på raceren.
De to store temaer i denne session var, at kørerne kører utroligt tæt på barriererne – og nogle gange for tæt, hvis man spørger Red Bull.
Yuki Tsunoda valgte nemlig at ramme den inderste barriere med venstre forhjul, så sporstangen knækkede. Det betyder, at hjulene ikke kunne dreje, og japaneren fortsatte lige ud i barrieren og skrev lidt overarbejdstimer på Red Bull-mekanikernes konto. Samtidig fremkaldte det et rødt flag i slutningen af sessionen.
Det andet store tema er trafik. Flere kørere lå i vejen for hinanden på de smalle gader i Jeddah.
Norris blev bl.a. holdt tilbage af Verstappen, hvorefter han meldte over radioen, hvorfor ingen bruger radioen (med henvisning til, at ingeniørens job bl.a. er at informere køreren, hvis der kommer biler på en flyvende omgang).
Albon blev også holdt tilbage af Hamiltons stejlende hingst, hvilket faktisk medførte, at Hamilton blev kaldt til stewards.
Norris var tilbage på tronen i kampen om mesterskabet, og englænderen satte hurtigste omgangstid med tiden 1:28.267. Piastri lå lige bagved – bare 0,163 sekunder efter.
Verstappen havde også genfundet farten i raceren og sluttede på en tredjeplads.
Så resultatet blev faktisk som forventet på denne racerbane.
Leclerc nappede fjerdepladsen, men overraskende er det, at Sainz blander sig oppe med de store drenge igen i denne session. De har virkelig fået fart i bilen hos Williams.
Du kan se resultatet for hele sessionen i tabellen herunder.
Bemærk! Det angivne dæk viser hvilken compound som køreren har sat den pågældende tid på.
Pirelli dæktyper:
W
= Regnvejrsdæk ("Wet")
I
= Regnvejrsdæk til let regn ("Intermediate")
H
= Hard dæk
M
= Medium dæk
S
= Soft dæk
Hvis dækket ikke er farvet, så betyder den angivne cirkel følgende:
P
= Pirelli (1950 - nu)
G
= Goodyear (1964 - 1998)
M
= Michelin (1978 - 2006, ikke alle år)
B
= Bridgestone (1997 - 2010)