Formel 1 har netop annonceret, at organisationen indgår i et stort "globalt partnerskab" med det franske multinationale konglomerat LVMH Moët Hennessy Louis Vuitton SE, bedre kendt under forkortelsen LVMH.
Aftalen med F1 starter fra sæsonen 2025 og udgør i omegen af 1 milliard US-dollars og er utvivlsomt udløst af den store interesse Formel 1 har fået i kølvandet på Netflix' streamingsucces Drive to Survive på Netflix.
Men aftalen betyder efter al sandsynlighed også et farvel til det ikoniske grønne officielle Rolex-ur, som i årevis har prydet startområdet (og Tv-skærme). Årsagen er, at LVMH også har TAG Heuer i produktporteføljen, så F1-fans skal vænne sig til et nyt officielt startur i 2025.
Ungarns Grand Prix 2024. Max Verstappen i Red Bull raceren på Hungaoring med sponsoren TAG Heuer
Copyright Red Bull Contentpool
LVMH har hovedkvarter i Paris i Frankrig og blev dannet i 1987 ved sammenlægning af modehuset Louis Vuitton og Moët Hennessy, der blev til i 1971 ved en fusion af champagneproducenten Moët & Chandon og cognacproducenten Hennessy. Sammenslutningen kontrollerer omkring 60 datterselskaber, der hver styrer prestigefyldte mærker. Det ældste af LVMH's varemærker er det prestigefyldte franske vinhus Château d'Yquem (producerer dessertvin), som kan dateres helt tilbage til 1593.