Singapore GP: Løbsoptakt

Formel 1-feltet er taget til Singapore for at køre på en af kalenderens mest spændende baner. Tætte barrierer, hurtige sving og synet af racerne i neonlygternes skær er altid en oplevelse, der vækker begejstring i Formel 1-verdenen.

Starten er gået til Singapores GP 2023 . Copyright Pirelli Media

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 20/9 2024 klokken 10:09

Formel 1-feltet er taget til Singapore, hvor de 20 kørere skal give den gas på en af kalenderens mest spektakulære racerbaner, nemlig Marina Bay Street Circuit. Banen er med sine 4,94 km og 19 sving en mellemstor bane på kalenderen, og derfor skal racerne tilbagelægge 62 omgange, før de møder det ternede flag på søndag.

Banen har fire DRS-zoner – en ekstra DRS-zone er indført i år mellem sving 14 og 16. Der burde således være mulighed for at overhale på den snævre bane i Østen.

Weekendens løb har navnet Formula 1 Singapore Airlines Singapore Grand Prix, hvilket ikke er en skrivefejl – Singapore indgår nemlig i navnet to gange.

Denne weekend er en almindelig løbsweekend med tre træninger, en kvalifikation lørdag og selve hovedløbet på søndag.

Den Hermann Tilke-designede bane har været en del af Formel 1 siden 2008, så det er en ældre kending. Det gør dog ikke banen mindre smuk, når man ser de mange flot oplyste skyskrabere i aftenskæret i baggrunden.

Det, der gjorde (og stadig gør) Singapore-løbet unikt, er, at 2008-løbet var det første aftenløb i F1’s historie – til stor glæde for både kørere og fans. Ikke mindst Fernando Alonso, som tog det største trofæ med hjem fra banens allerførste løb.

På trods af sin størrelse er løbet i Singapore et af de mest krævende på kalenderen, også efter det reducerede layout i 2023, hvor man gik fra 23 til 19 sving for at skabe bedre flow i banens forløb. Selvom løbet køres om aftenen, er det meget fugtigt og varmt, hvilket ikke hjælper kørerne i de allerede glohede cockpits. Det er derfor ikke unormalt, at kørerne taber op til 3 kg under løbet.

Samtidig er banen en bybane, så vejen er meget bumpet – noget, der ikke er specielt attraktivt, når man stort set ingen frihøjde og affjedring har i en Formel 1-racer. Dog har sektionerne mellem sving 9 og 10, 10 og 12 samt 14 og 17 fået ny asfaltsbelægning i år, så overfladen burde være glattere. Det er derfor uvist for holdene, hvordan dækkene vil opføre sig.

Dækkene til denne weekend er i den blødeste ende af spektret. Pirelli har medbragt de samme dæk som sidste år: hårde C3-dæk, medium C4-dæk og bløde C5-dæk. Faktisk er det de samme compounds, som blev brugt i de seneste to løbsweekender i Baku og Monza.

Dækkene er sat til at have et minimalt dæktryk på 1,52 bar foran og 1,38 bar bagtil. Samtidig må cambervinklen ikke overstige -3,25° foran og -2,00° bagtil.

Fansene skal dog ikke forvente et væld af pitstoprunder denne weekend. Faktisk er en et-stop-strategi den mest optimale løsning i Singapore, da et pitstop tager 28 sekunder, hvilket gør gevinsten ved et ekstra stop meget lille. Soft-dækket bruges primært til kvalifikationen og træningerne, mens de mest optimale dæk under løbet er medium- og hard-dækket.

OM SKRIBENTEN

Nicki fra BMF1 Nicki har været en del af BMF1 siden 2018, og han er en stor bilnørd, som altid har været fan af motorsport.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hamilton langer ud efter FIA præsident Sulayem Straf til Verstappen: Skal udføre tvungen samfunds »