Mens Formel 1-verden forbereder sig på, at Audi overtager Sauber i 2026, kan der være endnu et skifte i Formel 1 på vej.
Haas rygtes til at skifte fra Ferrari til Toyota fra 2026. Det skriver bl.a.
racingnews365.
Umiddelbart vil der i første omgang være tale om en slags deal, som Alfa Romeo havde med Sauber – altså i bund og grund et mærkesponsorat.
Kevin Magnussen fra Moneygram Haas F1 Team Japans GP
Copyright MoneyGram Haas F1 Team
Selv om Toyota ikke fra starten har planer om at bygge hverken motorer eller chassis, så skriver det ungarske medie
Formula.hu, at Toyota fra 2025 har til hensigt at starte et samarbejde med at bygge dele til Haas-raceren i samarbejde med Dallara, som i øjeblikket står for udviklingen af chassiset til Haas.
Toyota driver fortsat en moderne og meget effektiv vindtunnel i Køln, som Andretti også benytter sig.
Toyota har dog ikke planer om kun at begrænse sig til Haas, for Haas skal så at sige kun være en adgangsbillet til at få et samarbejde stablet på benene med andre teams i F1.
Såfremt Toyota skulle vende tilbage til Formel 1, ville det være et stort boost for Formel 1, da Toyota er en af de største bilproducenter i verden.
Trullis vingeløse Toyota
Copyright Toyota Motorsport
Det burde være overflødigt at nævne, at Ayao Komatsu er japaner, men Komatsu har aldrig tidigere arbejdet hos eller for Toyota.
Et samarbejde med Toyota ville give det amerikanske team mulighed for at frigøre sig fra Ferrari og blive mere selvstændigt.
Toyota ville derimod have fundet en relativ billig måde at vende tilbage til Formel 1 på.
I øjeblikket køber Haas alle de dele, som ifølge reglementet er tilladt, bl.a. power unit, ophængning og gearkasse, hos Ferrari. Haas' “egne udviklinger” står Dallara i øjeblikket for.