Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 24/3 2024 klokken 08:03
Ferrari var det hold, der havde mest at fejre denne søndag eftermiddag i Australien. De havde både held med at bryde Red Bulls serie af sejre, hjulpet på vej af en fejl på bremserne på Max Verstappens racer. Det var en dårlig dag på kontoret for Mercedes, hvor både Hamilton og Russell måtte udgå. Hamilton pga. en motorfejl, mens Russell kørte galt på sidste omgang.
Verstappen tog starten fra pole position, mens Sainz forsøgte sig med en overhaling på vej ind i sving tre. De to blev efterfulgt af Norris, Leclerc og Piastri. Længere nede havde Hamilton held med at køre sig forbi Alonso og op som nummer 10.
På omgang to havde Verstappen en udskridning i sving 7, som var nok for Sainz til at køre sig forbi og i føring et par sving senere. Verstap var med det samme på radioen og tydeligt irriteret. Men det skulle hurtigt gå fra skidt til værre, da Verstappen senere måtte udgå med en fejl på bageste højre bremse, der var brudt i brand og stort set havde smeltet hele hans bagdæk væk.
Derpå var der ingen vej tilbage for Verstappen, og Sainz kunne koncentrere sig om at udbygge sin føring ned til Norris, Leclerc og Piastri. Derpå fulgte Russell på femtepladsen foran Sergio Perez. Ricciardo kørte som den første i pit fra sin position som nummer 18, mens Hamilton også pittede kort tid efter. Mercedes besluttede at satse på et tidligt stop til Russell, hvilket sparkede en gang i en kædereaktion, hvor både Leclerc, Piastri, Stroll og Yuki Tsunoda indgik. Hamilton drog fordel af sit tidlige stop og kørte sig forbi Tsunoda, da japaneren gik i pit.
Sainz havde efterhånden opbygget et forspring på syv sekunder, da Norris og Perez gik i pit fra anden og tredjepladsen. Norris kom ud bag Piastri, mens Perez hurtigt kom i kamp med Hamilton, som Perez trak sig sejrrigt ud af. Hamilton måtte kort tid efter udgå med fejl på motoren.
Sainz kørte i pit på omgang 16 og overlod en kort overgang føringen til Fernando Alonso, der stadig ikke havde pittet. Det skete dog i forlængelse af den virtuelle sikkerhedsbil, der kom som følge af Hamiltons stop på banen.
Da løbet blev givet frit var det med Sainz i føring efterfulgt af Leclerc, og Ferrari var ikke sene til at give besked til sine kørere om, at de skulle holde deres positioner. På dette tidspunkt var halvdelen af løbet kørt, og Piastri, Norris, Alonso, Perez og Russell udgjorde resten af top 7. Der blev dog hurtigt byttet rundt, da Perez kørte sig forbi Alonso og op som nummer fem, mens McLaren gjorde brug af teamordre og bad Piastri overlade tredjepladsen til Norris, der til gengæld blev bedt om at sætte alt ind på at hente Leclerc på andenpladsen. Længere tilbage overhalede Hülkenberg Magnussen for 10. pladsen.
På omgang 35 blev Leclerc kaldt i pit, mens begge McLaren racere blev på banen. Leclerc kom ud foran Perez og Alonso, hvor spanieren var tæt på at køre sig forbi. Perez pittede kort tid efter. På omgang 39 og 40 kørte Piastri og Norris i pit og kom ud bag Leclerc. Sainz gik i pit fra føring en omgang senere og kom ligeledes ud i føring med syv sekunder ned til Leclerc. På dette tidspunkt lignede det mere og mere en 1-2 sejr til Ferrari, mens Norris og Piastri var henholdsvis nummer tre og fire efterfulgt af Perez, Alonso, Russell og Stroll. Russell kørte som den sidste i pit med 10 omgange tilbage. Hülkenberg var tilbage i top 10 efter sit stop efterfulgt af Magnussen, der havde overhalet Albon for 11. pladsen. Pierre Gasly, der i forvejen var overhalet med en omgang, fik en straf på fem sekunder for at overskride den hvide linje ved pit-udkørslen.
Og så var vi fremme ved sidste omgang, hvor Russell i sin iver for at stjæle sjettepladsen fra Alonso, oversatsede og kørte af banen i sving 6. Der skete heldigvis kun materiel skade.
Den virtuelle sikkerhedsbil kom igen i spil, og under den kunne Sainz tage en velfortjent sejr foran Leclerc, Norris og Piastri. Perez holdt fast i femtepladsen efterfulgt af Alonso, Stroll, Tsunoda, Hülkenberg og Magnussen, der sluttede som nummer 10. Norris kørte hurtigste omgang og sikrede sig et ekstra point.
Bemærk! Det angivne dæk viser hvilken compound som køreren har kørt med.
Pirelli dæktyper:
W
= Regnvejrsdæk ("Wet")
I
= Regnvejrsdæk til let regn ("Intermediate")
H
= Hard dæk
M
= Medium dæk
S
= Soft dæk
Hvis dækket ikke er farvet, så betyder den angivne cirkel følgende:
P
= Pirelli (1950 - nu)
G
= Goodyear (1964 - 1998)
M
= Michelin (1978 - 2006, ikke alle år)
B
= Bridgestone (1997 - 2010)