Knap har støvet lagt sig i Monaco, inden Formel 1-feltet er på banen igen. Denne gang i Spanien, hvor banen er blevet ændret til denne sæson, hvilket forhåbentlig skaber bedre muligheder for overhalinger, end vi har været vant til.
Modificeret bane
Det er ikke helt samme Circuit de Barcelona-Catalunya, som kørerne vender tilbage til i denne sæson. Banen har nemlig fået fjernet den chikane, der var efter sving 13. Det er første gang siden 2006, at der skal køres uden en chikane efter sving 13. Det betyder samtidig, at banen er blevet 18 meter kortere.
Chikanen har længe været upopulær blandt fans, fordi den mindskede sandsynligheden for overhalinger ned ad start/mål-langsiden. Det håber man nu på at få løst, da kørerne nu er i stand til at komme ud på start/mål-langsiden med højere hastighed. På den måde bliver slipstream hurtigere effektivt, hvilket i sidste ende forhåbentligt byder på flere overhalinger.
Med en sådan ændring er det helt store fokus naturligvis på sikkerheden. Derfor er der blevet opsat nye TECPRO-barriere i de sidste to sving for at øge sikkerheden for kørerne.
Reelt styrkeforhold
Mange teams havde til sidste weekends Grand Prix i Monaco taget helt nye opgraderinger med til bilerne. Det var dog svært at få et reelt billede af de nye opgraderinger grundet Monacos bane. Til denne weekend er vi dog tilbage på en mere almindelig bane, og dermed forventes det, at vi får et mere realistisk billede af styrkeforholdet.
Specielt bliver det spændende at se Mercedes, som virkelig presser på for at komme tilbage til toppen. Lewis Hamilton sagde efter løbet i Monaco, at han var glad for opgraderingerne og kunne mærke forbedringer med bilen. Han mener dog, at løbet i denne weekend vil give et bedre billede af bilens opgraderinger.
Spaniens Grand Prix 2020. Lewis Hamilton vinder suverænt løbet
Copyright Mercedes AMG
Toto Wolff tør ikke håbe på store fremskridt i denne weekend. Ifølge ham handler weekendens Grand Prix først og fremmest om opsamling af data, så man får et overordnet billede af opgraderingerne. Han understreger, at Mercedes endnu ikke ved, hvad de har lært af de nye opgraderinger.
Det er også værd at have et øje på Ferrari, som efter sigende skulle komme med en stor opgradering, mens Red Bull også forventes at have opgraderinger med til Barcelona.
Fakta
Til søndagens Grand Prix skal der tilbagelægges 66 omgange på Circuit de Barcelona-Catalunya. Banen er 4,6 kilometer og byder på 14 sving, som indeholder lidt af hvert. Omgangsrekorden er fra 2021 og lyder på 1.18,149 sat af Max Verstappen. Om den rekord står for fald med det nye layout, må tiden vise.
Der er to DRS-zoner til weekendens Grand Prix. Den første er ned ad start/mål-langsiden, mens den sidste er på baglangsiden mellem sving ni og ti.
Til denne weekend er vi i modsatte ende af spektret i forhold til sidste weekend, når det kommer til dækkene fra Pirelli. Det er nemlig C1, C2 og C3, som Pirelli tager med til Barcelona.
Starten på løbet går kl. 15 søndag eftermiddag.