Efter sidste weekend, hvor løbet på Imola blev aflyst på grund af forfærdelige oversvømmelser, fortsætter Formel 1, mens tankerne går til de mange mennesker, der er påvirket af hændelserne i Emilia-Romagna-regionen.
Det er dog ikke et hvilket som helst Grand Prix, som vi vender tilbage med. Det gælder nemlig det prestigefyldte Grand Prix i Monacos gader, som kræver mere præcision og koncentration end nogen anden bane på kalenderen.
”Det er ligesom at køre på cykel inde i stuen,” som Nelson Piquet så fint beskriver det.
Opgraderinger til Mercedes
Mercedes havde planlagt en stor opgradering til løbet på Imola, men det ser nu ud til, at de medbringer den opgradering til Monaco. Dette på trods af, at Monaco som regel ikke er et løb, hvor man normalt medbringer store opgraderinger. Det skyldes blandt andet den øgede risiko for ulykker, og derfor tør holdene sjældent at medbringe nye opgraderinger.
De to Mercedes-racere på banen.
Copyright Mercedes AMG F1 - Jiri Krenek
Mercedes står dog i en situation, hvor der snart skal til at ske noget, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at vinde et løb i 2023. Derfor er det planen, at de medbringer opgraderingerne til bilen, mens det forventes, at mange andre hold vil vente med disse opgraderinger.
Monaco er et specielt Grand Prix, hvor styrkeforholdet kan se anderledes ud end normalt. Det kan derfor være svært at konkludere noget på baggrund af weekendens Grand Prix, men det bliver alligevel spændende at se, hvad Mercedes selv siger til opgraderingerne, og hvad de betyder for bilens performance.
Vinder Alonso endelig et Grand Prix i 2023?
Fernando Alonso har set rigtig stærk ud i sæsonen indtil videre. Fire podieplaceringer er det blevet til, men han mangler stadig at stå på det øverste trin i 2023. Weekendens Grand Prix i Monaco er dog en bane, som han kender rigtig godt.
Alonso har vundet Monacos Grand Prix to gange, nemlig i 2006 og 2007. Det er derfor ikke for meget at sige, at han kender de 3,3 kilometer asfalt særdeles godt. Hvis han kan strikke en rigtig god kvalifikationstid sammen om lørdagen, så er det her måske hans bedste mulighed for at vinde et Grand Prix i år.
Det kræver dog noget helt særligt af den 41-årige spanier. Red Bull ser stadigvæk meget stærke ud. Han er derfor tvunget til at bruge alt sin erfaring, og presse sin Aston Martin-racer så meget som den kan holde til, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at få pole position til søndagens Grand Prix.
Fakta
Når lamperne slukker søndag, skal kørerne tilbagelægge 78 omgange på den ikoniske bybane. Banen strækker sig 3,3 kilometer og byder på 19 sving. Banerekorden lyder på 1:12.909 som Lewis Hamilton er indehaveren af.
Banen har kun én DRS-zone, som vi finder på start/mål-langsiden. Til weekenden har Pirelli de tre blødeste dæk med i form af C5, C4 og C3.
Startskuddet til det legendariske Grand Prix går kl. 15:00 søndag eftermiddag.