• Forside

Er diesel på vej til Formel 1?

Er diesel en mulighed i fremtidens Formel 1? I høj grad, hvis man spørger Ferraris testkører, Marc Gene. Efter testkørsler i Peugeots udfordrer til dette års Le Mans, Peugeot 908, mener spanieren, at dieselmotoren med fordel kan bruges i F1.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 12/2 2007 klokken 10:02

Efter at have kørt test i den nye Peugeot 908 prototype - fransk udfordrer til årets Le Mans og dermed også til Audi - er Marc Gene ikke i tvivl om, at diesel som drivmiddel vil være en mulighed i fremtidens Formel 1.

Til den spanske avis ’Diario As’ udtaler Gene, at dieselmotoren har en passende styrke til at kunne gøre sig gældende i Formel 1.

”Efter i starten ikke at vide hvad der ventede mig, kan jeg nu sige, at det er en suveræn racerbil som man på mange områder kan sammenligne med en Formel 1, inklusive dens motorkraft,” siger Gene til avisen.

Der fyldes diesel på en Ferrari F1... eller det kunne måske blive fremtiden.

Audi vandt sidste års løb på Le Mans med sin dieselmodel R10 og understregede dermed, at bedre brændstoføkonomi sagtens kan kombineres med kraft og moment.

”Efter at have kørt i Peugeot’en tror jeg, at diesel er en mulighed i Formel 1,” slutter Marc Gene.

I F1 leges der p.t. med et koncept, hvor de såkaldte ’bio-brændstoffer’ sandsynligvis vil komme til at indgå i fremtidens løb.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.