Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 12/2 2007 klokken 09:02
Ron Dennis roser Hamilton for hans fornemme indsats under de indledende tests, hvilket ikke ligefrem er hverdagskost fra englænderen samtidig med at eksperterne også vil være med til at udråbe Hamilton til årets talent, allerede inden britens første Grand Prix.
Hamilton selv er også sikker på, at han nok skal klare sig over for den dobbelte verdensmester, som han ikke er i tvivl om vil komme bedst fra start. Briten er sikker på, at han mindst vil køre lige op med spaniern i løbet af sæsonen.
”Jeg skal ud og bevise, at jeg hører hjemme i Formel 1,” kom det fra Hamilton. ”Der er ingen tvivl om, at Alonso er hurtig, men jeg kan ikke se nogen grund til, at jeg ikke kan være lige så hurtig inden længe.”
”Vi har endnu ikke testet op mod hinanden og alle tests vi har kørt, har vi kørt med forskellige formål,” tilføjede den unge brite. ”Så vi har ingen data at sammenligne os med.”
Fernando Alonso har også været ude med en let kritik af sin nye racer, som han siger mangler en del arbejde før den er klar til at vinde løb. Noget han ikke forventer, bliver løst inden sæsonstarten.
Om der er tale om et medie stunt eller om han taler ærligt, vil vi først få at se i Australien. Meget tyder dog på, at McLaren ikke er så ringe stillet i år, som de har været de sidste par år.