Af: JPU (jpu@bmf1.dk) d. 31/1 2006 klokken 14:01
Ifølge italienske La Gazzetta delle Sport regner det i dag på banen i Valencia, og derfor har det stadig ikke været muligt for Valentino Rossi, at komme ud at teste en Ferrari. Som situationen er nu er han i garagen og venter på at vejret skal blive bedre.
Regnen er ikke særlig tæt men dog generende nok til, at holdet ikke vil sende Valentino ud. Desuden er regnen også generende for de ventende fotografer og journalister, der er klar til at bringe nyt fra den første test, hvor Grand Prix verdensmesteren skal teste på lige fod med de faste Formel 1-piloter.
Rossi har indtil nu kun testet alene i Fiorano og Mugello. Når han engang kommer på banen skal han i øvrigt konstant køre med det røde blinkende lys, for at signalere til de andre, at en pilot med ringe erfaring er på banen
De andre piloter holder sig da heller ikke tilbage på grund af regnen, og Michael Schumacher er derfor allerede startet i sin Ferrari 248 F1.
Kort efter kom McLaren, Toyota, Williams, BMW-Sauber og Toro Rosso på banen. I morgen kommer desuden Alonso og Fisichella fra Renault teamet, der officielt præsenteres i dag i Monte Carlo.