Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 28/4 2022 klokken 11:04
Den regerende Formel 2-mester, Oscar Piastri, der er tilknyttet Alpine, som ikke har et ledigt sæde, vil, ifølge meget stærke rygter, erstatte Nicolas Latifi hos Williams.
Latifi er en af de kørere, der primært er med i Formel 1 som følge af en rig far, men over tid har han vist sig at blive bedre og bedre.
Modsat er Oscar Piastri, der er regerende Formel 2 mester, en beviseligt hurtig ung mand.
Piastri sikrede sig Formel 2-mesterskabet i første forsøg, efter han rykkede op i klassen lige under Formel 1, som regerende Formel 3-mester.
Rygtet om at Oscar Piastri kommer ind og afløser Latifi, får løbende ekstra næring, især efter Latifis ekstremt dårlige start på sæsonen, hvor han allerede har været involveret i en del uheld.
Ikke alle er hans fejl, men de fleste.
Så til trods for at farmand, Michael Latifi, med sit ejerskab af Williams storsponsor Sofina Foods, hjælper Williams ret kraftigt med økonomien, forlyder det, at holdchef Jost Capito, er ved at have fået nok af den unge canadier og at holdchefen således skulle være klar til at prøve med en frisk ung mand.