Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 16/12 2021 klokken 13:12
Formel 1 er på vej mod nyere tider. Det nuværende fokus er på at være grøn - men det hele skal være lidt grønnere. Det gælder både på og udenfor banen.
Et af fokuspunkterne for Formel 1 har, primært siden 2014, været motorerne. Idéen bag turbo-hybrid motorerne er at skabe effektive motorer - og det er lykkedes.
Der har været en del kritik af de nuværende motorer; de har været for dyre, for komplicerede, og de skræmmer nye motorfabrikanter fra at komme til.
Formel 1 vil gerne gøre sig attraktiv for de store mærker. Derfor blev de også inviteret med, da det nye reglement skulle diskuteres.
Ny tyder det på, at VW-gruppen har fået sit ønske opfyldt.
F1 har nu aftalt, at den udskældte MGU-H (der laver strøm til batteriet, og holder turboladeren igang - for at undgå turbotøven) bliver skrottet til 2026-sæsonen, når de nye motorer ser dagens lys.
VW havde ikke interesse i at træde ind i sporten, hvis de andre hold har den store fordel af 12-sæsoners erfaring med MGU-H.
Desuden mener de ikke, at MGU-H har specielt stor værdi for gadebiler.
Det er dog samme størrelse motor, de skal køre med, nemlig 1,6 liters V6’er. Samtidig vil der komme mere power fra batteriet.
Samtidig vil der komme en budgetloft for motorudvikling, hvilket skal stoppe en potentiel krig på motorudviklingens pris.
Det mest spændende punkt på dagsordenen er introduktionen af det nye bæredygtige brændstof. Formel 1 vil gå væk fra de nuværende fossile brændstoffer, og sørge for at skifte til 100% bæredygtige brændstoffer.