Den nykårede verdensmester i Formel 1, Max Verstappen, har modtaget en lykønsknings-sms fra en uventet kant.
Således har den nykårede verdensmester afsløret, at Mercedes-chefen, Toto Wolff, har lykønsket ham med sejren og sit verdensmesterskab. Det hedder videre i beskeden, at Red Bull-køreren "fortjente at vinde” mesterskabet.
For de uindviede kan det oplyses, at Verstappen slog sin sæsonlange rival, Lewis Hamilton, i en særdeles dramatisk og omdiskuteret afslutning under søndagens Abu Dhabi Grand Prix.
Abu Dhabis Grand Prix 2021. Toto Wolff efter kvalifikationen
Copyright Mercedes AMG
Hamilton førte det meste af løbet, men tabte løbet midt i en sen Safety Car-periode, hvor Verstappen benyttede lejligheden til at hente en forsyning friske softdæk. Hamilton kørte på de langsommere og slidte harddæk.
De biler, der var blevet overhalet med en omgang og nu befandt sig mellem de to titeludfordrere, fik lov til at passere sikkerhedsbilen, hvorefter Red Bull-køreren pressede hårdt på i den sidste omgang, hvor han efter få sving overhalede den sorte Mercedes og kunne passere det ternede flag som vinder og dermed verdensmester.
Mercedes har været totalt tavse som hold efter søndagens sæsonafslutning, hvor Wolff, meget usædvanligt, afviste at tale med medierne, inden han forlod banen. Efter at have set hele to protester blive afvist af stewards, indgav Mercedes en såkaldt ‘intention’ om at appellere.
Max Verstappen jagter Lewis Hamilton. Abu Dhabi 2021
Copyright Mercedes AMG F1 - LAT Images
Fra ‘intentionen’ blev afgivet søndag, har Mercedes 96 timer til at gøre alvor af appellen. I skrivende stund er det dog stadig uvist, om det vil ske.
På trods af den ret usædvanlige situation siger Verstappen, at Wolff har kontaktet ham personligt for at lykønske.
"Toto sendte mig en sms, hvor han (sagde) tillykke med sæsonen, og at jeg fortjente at vinde den. Så det var selvfølgelig rigtig pænt af ham," er Verstappen citeret af engelske
The Telegraph at sige.
Respekt for Hamilton
Ifølge avisen roste Verstappen også Hamilton for den respekt, han udviste i nederlagets stund, hvor begge lige nåede at udveksle et par bemærkninger før interviewene efter løbet.
"Selvfølgelig hjælper det, at du allerede har syv titler. Jeg tror, det trøster ham lidt!" tilføjede Verstappen, der samtidig erkender, at situationen ikke er nem for ærkerivalen.
Abu Dhabis Grand Prix 2021. Max Verstappen vinder løbet og VM. Lewis siger tillykke kort efter
Copyright Red Bull Contentpool
”Hvis det var omvendt, ville det være mere smertefuldt for mig, for jeg havde ikke en (verdensmestertitel, red.).”
"Lewis er generelt en stor sportsmand. Han kom hen til mig og lykønskede mig, og det må have været meget hårdt på den sidste omgang. Men det viser også den respekt, vi generelt har overfor for hinanden.
"Selvfølgelig har vi haft vores hårde situationer igennem hele sæsonen, men i sidste ende respekterer vi det, vi hver især lavede, og vi pressede hinanden til det yderste hele sæsonen.”
"Det har været rigtig sjovt at køre mod ham,” lød det fra den nye F1-verdensmester, Max Verstappen.