Endnu en ørkenbane er kommet på løbskalenderen. Banen hedder Losail International Circuit, og det første F1-event afholdes i dagene 19-21. november 2021. Billedet herover er dog fra Abu Dhabi.
Det mundrette navn på eventet er Formula One Ooredoo Qatar Grand Prix.
FIA oplyser, at der er tale om en 10 års aftale, dog vil der ikke blive kørt grandprix i 2022 på grund af ørkenstatens forpligtelser i forbindelse med VM i fodbold.
Således er der nu hele fire muligheder for at få sand i maskineriet, idet Mellemøsten også lægger asfalt til løb i Saudi Arabien, Bahrain og Abu Dhabi.
Losail International Circuit, Qatar
Copyright MotoGP
Når ørkenbanerne dukker op på kalenderen, skyldes i bund og grund Covid-19, som har skabt store logistiske problemer for Formel 1-cirkusset, hvorfor man begyndte at se sig om efter baner, der lå i nogenlunde fornuftig flyafstand fra hinanden.
Losail International Circuit er en såkaldt Grade 1-bane og har aldrig tidligere hostet et F1-event. Alligevel har et par Formel 1-kørere tidligere stiftet bekendtskab med banen, da Sergio Perez og Nico Hülkenberg gæstede stedet i den NASCAR-baserede Speedcar-serie.
Losail International Circuit, der primært har været vært for MotoGP-løb, er 5.380 meter lang og har 16 sving. Banerekorden er sat af Nico Hülkenberg i Asia GP2 Series i 2009, i et natløb, og lød på 1:35.741.