Mick Schumacher håber på Ferrari-sæde

Efternavnet Schumacher er nært knyttet til Ferrari, og Mick Schumacher håber, at det bliver muligt genskabe tidligere tiders eufori.

Aserbajdsjans Grand Prix 2021 . Copyright Haas F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 29/9 2021 klokken 18:09

Lige siden debuten i formel-motorsporten har det ligget i kortene, at Mick Schumacher på et tidspunkt måtte ende i et Ferrari-sæde, hvor han p.t. er tilknyttet som juniorkører.

Årsagen er åbenlys, idet faren, Michael Schumacher, fejrede store triumfer hos La Scuderia, hvor det blev til 5 verdensmesterskaber.

Så godt som hver gang Mick Schumacher møder en journalist, dukker spørgsmålet derfor op: "håber du at komme til Ferrari, lige som din far?"

Den unge tysker indrømmer da også, at presset er til at føle på, men han vil ikke lade sig tynge af det.

“Jeg vil ikke kalde det et pres,” siger Schumacher i den australske In The Fast Lane Podcast.

“Jeg synes, at det er rart at kunne sige, at jeg blot er en del af den familie. At være en del af hele det firma er fantastisk.”

Mick Schumacher. Portugals GP 2021.Mick Schumacher. Portugals GP 2021.
Copyright Haas F1


“Det er jo klart, at med hele den historik, hvor folk kombinerer navnet Ferrari med Schumacher… det er en meget speciel kombination, og jeg håber, at det er noget, som kan blive genskabt i fremtiden,” lyder det fra den 22-årige Haas-kører.

Selvom Ferraris teamchef, Mattia Binotto, ved flere lejligheder har talt om mulighederne for at den unge Schumacher kan køre for La Scuderia, er der dog ingen løfter på bordet fra italiensk side.

På spørgsmålet om der har været realiteter på bordet, er Schumachers svar lidt uklart.

“Nej, ikke direkte,” lyder det.

“Logisk nok ved jeg jo, at jeg skal anbefale mig selv. Så vil de altid have et vågent øje på mig og hjælpe mig i forskellige situationer.”

Ungarns Grand Prix 2021. Mick Schumacher har haft en svær startUngarns Grand Prix 2021. Mick Schumacher har haft en svær start
Copyright Haas F1


Et blik på den øjeblikkelige resultattavle viser dog, at det ikke været en nem start i Formel 1 for tyskeren med det tunge efternavn.

Om det alene skyldes Haas-teamets historisk dårlige 2021-bil eller manglende talent hos den unge tysker er svært at sige. Materiellet giver i hvert fald ikke de bedste muligheder for at vise talentet.

Uagtet materiellet, så mangler Schumacher at slå igennem over for sin russiske teamkammerat, Nikita Mazepin. Det er nemlig nærmest hugget i granit, at man skal være hurtigere end den anden side af garagen, og forskellene mellem de to kørere er ikke markant overbevisende.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Derfor kunne Bottas ikke overhale Officielt: Qatars GP er en realitet »