Den nye sprintkvalifikation forklaret

I samarbejde med teamene har FIA udarbejdet et nyt kvalifikationsformet til løbsweekenderne. Vi forklarer det i detaljer.

Yuki Tsunoda lægger fra land. Bahrains GP 2021. . Copyright AlphaTauri

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 28/4 2021 klokken 19:04

Som bekendt har FIA i samarbejde med F1-teamene enstemmigt vedtaget et nyt kvalifikationsformat til løbsweekenderne. Foreløbig gældende for tre weekender i indeværende sæson.

Formatet bliver kaldt Sprint Qualifying, eller på dansk Sprintkvalifikation, og vil blive afprøvet i to europæiske og en ikke-europæisk løbsweekend.

Mere spænding

Og hvorfor dette nye format? Kort sagt for at skabe mere spænding i en sport, som længe har kæmpet med temmelig forudsigelige kvalifikationer og løbsresultater.

Parterne har forsøgt at finde en måde at belønne kørere og teams efter fortjeneste, samtidig med at formatet også giver andre chancen for at kæmpe sig vej op igennem feltet lørdag og dermed at øge deres muligheder søndag.

Der arbejdes på mere spænding i kvalifikation og løb. Her er det Emilia Romagnas Grand Prix 2021 med Lewis Hamilton på pole positionDer arbejdes på mere spænding i kvalifikation og løb. Her er det Emilia Romagnas Grand Prix 2021 med Lewis Hamilton på pole position
Copyright Mercedes AMG


Flere point på kontoen

Fredag vil der være en kvalifikationssession efter den første frie træning, der bestemmer gridden til Sprintkvalifikationen lørdag. Resultaterne af lørdagens Sprintkvalifikation bestemmer gridden til søndagens løb.

Det er blevet besluttet, at de tre hurtigste i lørdagens Sprintkvalifikation får point, således at førstepladsen modtager tre point, andenpladsen to point og tredjepladsen et point.

Fredag

Som hidtil er der 60 minutters fri træning (FP1) om morgenen med 2 sæt dæk, som teamene kan vælge frit.

NYT: Normalt kvalificeringsformat om eftermiddagen med kun 5 sæt softdæk tilgængelige.

Lørdag

Som hidtil 60 minutters fri træning om morgenen (FP2) med 1 sæt dæk, som holdene kan vælge frit.

NYT: 100 km Sprintkvalifikation om eftermiddagen med 2 sæt dæk, som holdene kan vælge frit.

Særlige regler ved våd bane. Her Fernando Alonso foran Esteban Ocon. Emilia Romagnas GP 2021Særlige regler ved våd bane. Fernando Alonso foran Esteban Ocon. Emilia Romagnas GP 2021
Copyright Alpine F1


Søndag

Som hidtil selve grandprixet med to sæt resterende dæk til brug i løbet.

Ved regnvejr

Tre sæt regnvejrsdæk (wet) og fire sæt medium til starten af løbet.

Hvis FP1 eller kvalifikation afvikles på våd bane, kan teamet modtage et ekstra sæt mediumdæk men skal så returnere et brugt sæt medium inden Sprintkvalifikationen.

Hvis Sprintkvalifikationen er på våd bane, kan teamene returnere 1 brugt sæt wet eller
mediumdæk efter sessionen, som skal byttes med et nyt sæt medium.

Der må maksimum benyttes 9 sæt wet og medium.

Nye Parc Fermé-regler

Parc Fermé-reglerne gælder fra starten af kvalifikationen om fredagen og forbyder ændring af hovedkomponenter på bilen af tre grunde:

1. For at hindre brugen af specialkonstruerede kvalifikationsbiler.

2. For at begrænse antallet af timer, der kræves for at forberede bilen til den følgende
dag.

3. For at give tilstrækkelig tid til omkonfiguration af bilerne, så lørdag morgens frie træning (FP3) giver teamene nyttige data til brug under selve løbet søndag.

Kun bestemte dele må ændres i Parc Fermé. Her er Sebastian Vettel i pit. Bahrains GP 2021.Kun bestemte dele må ændres i Parc Fermé. Her er Sebastian Vettel i pit. Bahrains GP 2021.
Copyright Aston Martin


Få komponentændringer



Efter starten af Sprintkvalifikationen skal bilerne være i det, der kaldes Full Parc Fermé. Her må kun et begrænset antal komponenter ændres efter kvalifikationen. Det er følgende:

- Vægtfordelingen kan ændres.

- Kølingen af motorenheden (PU’en) og gearkassen kan justeres ved at ændre på motorcoverets luftindtag og/eller luftudtag. Disse ændringer kan foretages alt afhængigt af temperaturerne omkring banen, som er registreret af den FIA-udpegede vejrtjeneste.

- Temperaturmålingerne foretages en time før kvalifikationen fredag og Sprintkvalifikationen lørdag. Ovennævnte ændringer på bilerne er kun tilladt, såfremt at temperaturen varierer med 10 grader eller mere.

FIA oplyser til os, at det nye kvalifikationsformat stadig mangler den endelige godkendelse fra World Motor Sport Council, men det burde være en formssag.

Det er ikke blevet oplyst, på hvilke baner premieren vil ske.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« BREAKING NEWS: Canadas GP aflyst Aston Martin dropper sag mod FIA »