Williams udvider samarbejdet med Mercedes AMG

Siden 2014 har Mercedes leveret motorer til Williams F1, og nu udvides samarbejdet yderligere.

Williams . Copyright Williams F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 5/1 2021 klokken 17:01

I de seneste seks år har der ligget en Mercedes AMG-hybridmotor i Williams' biler, og samarbejdet har givet det britiske team en fin stablitet, omend det ikke har haft den store betydning på farten i det bundplacerede team.

Nu oplyser Merceds imidlertid, at de udvider det tekniske samarbejde med Williams Racing til at omfatte levering af visse overførbare komponenter imellem bilerne. Aftalen træder i kraft fra 2022-sæsonen, hvor Mercedes AMG også skal levere gearkasser og relaterede hydrauliske komponenter til Williams.

Aftalen er en ændring i forhold til tidligere, hvor Williams historisk set altid selv har bygget sine gearkasser og hydraulik, men det øgede partnerskab vil, ifølge parterne, gøre det muligt for Williams at implementere en mere effektiv design- og fremstillingsproces på fabrikken. Dermed kan teamet fokusere sine ressourcer mere effektivt på andre områder. Den hæderkronede fabrik vil dog fortsat selv designe og fremstille andre chassisdele.

Ifølge Toto Wolff, CEO for Mercedes AMGs F1-team, vil det kommende samarbejde give god mening for begge parter.

Steiermarks Grand Prix 2020. Jack Aitken fredagstester Williams-racerenSteiermarks Grand Prix 2020. Jack Aitken fredagstester Williams-raceren
Copyright Williams F1


"Vi er glade for at udvide vores tekniske samarbejde med Williams gennem denne nye aftale," lyder det fra Wolff.

"For Williams er det fornuftigt at få leveret en integreret motorenhed, eftersom de har kørt vores 'power units' siden 2014."

"Og for vores team giver det mening med hensyn til stordriftsfordele at levere til et andet team under det nye regulativ (fra 2022, red.). Vi har diskuteret projektet med Williams i et stykke tid, og jeg er glad for, at det nu skal bære frugt," lød det fra Mercedes-chefen.

Simon Roberts, teamchef hos Williams, ser også klare fordele ved aftalen.

"Williams er et uafhængigt team, men Formel 1 udvikler sig hele tiden, og som et team skal vi være agile og reagere hurtigt under de nye forhold for at gøre os mere konkurrencedygtige på banen," siger Roberts.

"Jeg er glad for at udvide det gode samarbejde med Mercedes til at omfatte mere end motorenheden, men vi vil stadig bevare vores uafhængighed, da vi fortsætter med vores egen design- og produktionsfunktioner."

Et blik ned over Williams' motorhistorik viser, at teamet, i nævnte rækkefølge, har benyttet motorer fra Ford Cosworth, Honda, Judd, Renault/Mecachrome/Supertech, BMW, Cosworth, Toyota, tilbage igen til Cosworth, tilbage til Renault og endelig i 2014, da hybridæraen startede, at benytte Mercedes.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Lando Norris testet positiv for corona Konkurrencedygtig bil gør forskellen »