Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 29/9 2020 klokken 14:09
Det er endnu ikke officielt bekræftet, men mere og mere tyder på, at Mick Schumacher, søn af den 7 dobbelte Formel 1-verdensmester Michael Schumacher, vil komme til Formel 1 i 2021.
Alfa Romeo, der mest af alt kan betegnes som et junior Ferrari-hold, har bekræftet, at Mick Schumacher vil få den 1. frie træning i Tyskland om lidt over en uge, hvor italienske Antonio Giovinazzi så må få en plads i holdets motorhome.
"Jeg er lykkelig over at have fået denne chance, samtidig med at det bliver min debut i en Formel 1-bil overfor et Formel 1-publikum, i mit hjemland. Det gør det hele bare lidt vildere," udtaler den 21 årige Mick Schumacher i pressemeddelelsen fra Alfa Romeo.
Schumacher fører Formel 2-mesterskabet og alt tyder på, at han vil rykke til Formel 1 i 2021, hvor det ser ud til at han vil blive holdkammerat med Kimi Räikkönen, som dermed vil tage et år mere, inden Formel 1 bliver lavet voldsomt om i 2022.
Alfa Romeo holdchef, Frédéric Vasseur, ser frem til at se hvad Schumacher kan udrette i en Formel 1 bil.
"Der er ingen der kan være i tvivl om, at Mick Schumacher er et af de store talenter, der er på vej gennem fødeserierne. Han er tydeligt hurtigt, men han har også et meget modent overblik og er konstant hurtig," kom det fra Vasseur.
"Han har imponeret os alle på holdet og vi glæder os til at arbejde sammen med ham igen på Nürburgring," sluttede han.