Inden for de seneste måneder har sportens verden undergået store forandringer, ikke mindst i kølvandet på Covid-19-pandemien, som har medført aflysning af flere F1-grandprixer, tilføjelse af nye baner, og sidst, men ikke mindst, en ekstremt hårdtkomprimeret 2020-løbskalender.
Pandemien har ligeledes medført, at indførelsen af det nye regulativ for Formel 1, der oprindeligt skulle have premiere fra næste sæson, nu er udskudt til 2022.
Når Formel 1 indfører det nye regulativ, er det for at øge tilskuerinteressen og skabe større konkurrence og hårdere fight imellem teams og kørere, men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt.
Ved torsdagens pressekonference på Monza, blev Sebastian Vettel derfor spurgt om hans mening vedrørende 2022-regulativet, og den 33-årige kører var ret klar i sit syn på F1s fremtid.
"Det er et meget interessant spørgsmål. Først og fremmest tror jeg ikke, at nogen havde forestillet sig den situation, som verden er i lige nu,” lød det fra Vettel, som derefter gik tættere på et svar.
Sebastian Vettel på en af Spa's bjergetaper.
Copyright Ferrari
"Det er et spørgsmål om, hvordan verden kommer til at være om 10 år. Så ud fra det synspunkt synes jeg, at det er meget vanskeligt kun at se på Formel 1.”
”Jeg mener, at Formel 1 har et enormt bjerg foran sig at klatre op ad, hvis de stadig skal eksistere, stadig tiltrække fans og dele følelser og lidenskab.”
"Verden er i forandring og ændrer sig meget hurtigt. Og jeg tror, at Formel 1 skal gøre mere end blot tilpasse sig,” lød rådet fra den firedobbelte verdensmester, der samtidig erkendte at det nye regulativ nok ville komme til at betyde noget, men at ændringen ikke vil være tilstrækkelig for at sikre Formel 1s overlevelse.
”Set i det større billede mener jeg, at Formel 1 er nødt til at gøre mere end bare ændre på reglerne. Vi håber alle, at det nye regulativ vil bringe teamene tættere på hinanden og gøre konkurrencen på gridden tættere,” understregede Ferrari-køreren.
”Men bortset fra det, mener jeg, at verden, som jeg også sagde tidligere, bevæger sig hurtigt, og verden vil komme til at stå over for flere og flere store udfordringer, som den skal kæmpe med.”
“F1 kan ikke holde lav profil og bare lukke øjnene.”
“Så jeg synes faktisk det bliver meget interessant at se, hvor vi er om 10 år, og hvor Formel 1 er,” lød det fra Sebastian Vettel.