For nogle lyder det fantastisk, for andre død sygt. Men ikke desto mindre er der en ny bybane på vej ind i Formel 1-kalenderen, og den kommer til at ligge Miami, Florida, USA.
At der arbejdes på at få Formel 1 til Miami er ikke i sig selv nyhed. Det nye ligger derimod i, at man er tættere på målet end hidtil og at banelayoutet er anderledes end tidligere projekteret, da de første stadier stødte på modstand fra forskellige organisationer. Ikke mindst fra Miamis indbyggere.
Således var den oprindelige plan at placere banen i og omkring Miamis havneområde, men på grund af beboermodstanden er blikket nu rettet mod området omkring Hard Rock American Football Stadium, hvor der ikke umiddelbart er så meget modstand.
Singapore har huset spændende bybaneløb. Her ses banen i et imponerende helikopterperspektiv fra 2018.
Copyright Red Bull Contentpool
Som bekendt er Liberty Media amerikansk, så det er naturligt, at organisationen arbejder målrettet på at få F1 spredt til andre baner end Austin, Texas, hvor USA's Grand Prix nu køres. Af samme årsag er Las Vegas også inde i billedet.
Ikke mindst TV har været en løftestang for interessen for Formel 1 i USA.
”Vores TV-publikum er øget ganske meget i år,” udtaler Liberty Medias CEO Chase Carey ifølge ESPN.
”Der er mange flere fans her end folk tror, så jeg kan sige, at vi er meget begejstrede.”
”Vi fortsætter med at afholde møder næste uge… og første skridt bliver at få et løb etableret i byer som Miami eller Las Vegas,” lød det fra Carey.