• Forside

Kimi Räikkönen: Massa min værste rival

Lidt overraskende udtaler Kimi Räikkönen i et interview, at han anser sin teamkammerat Filipe Massa for at være sin største konkurrent i kampen om næste års F1-verdensmesterskab. Finnen levner ikke sit tidligere team McLaren store chancer.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 14/11 2006 klokken 13:11

Efter fire år hos McLaren fortsætter Kimi Räikkönen fra næste sæson hos Ferrari, hvor han skal forsøge at løfte den tunge arv fra Michael Schumacher æraen. Finnens sæde i det britiske team er overtaget af verdensmesteren i 2005-06, Renaults Fernando Alonso.

Räikkönen venter dog ingen større konkurrence fra sidstnævntes kant efter selv af have gennemført en sæson uden en eneste sejr i sin McLaren racer.

”Min største rival bliver ikke Fernando Alonso men derimod min teamkammerat Filipe Massa,” siger Räikkönen i et interview med det tyske ’Bild’. ”Fra nu af vil jeg udelukkende se McLaren Mercedes i mine bakspejle.”

Et sjældent billede. Her er det efter Canadas Grand Prix i 2005. Efter finnens opfattelse vil det blive dagligdag i 2007 blot med rød kørerdragt.

Kimi Räikkönen har mildt sagt haft en problematisk sæson hos McLaren i det forgangne år, hvor temaet har været plaget af store holdbarhedsproblemer.

”Der er mange årsager til, at jeg kun har vundet ni gange på fem år,” fortsætter Räikkönen. ”Selvfølgelig har jeg selv lavet nogle fejl, men bilen har alt for tit ikke været pålidelig nok – så enkelt er det.”

”Jeg gik efter Ferrari for lang tid siden, og jeg er overbevist om, at jeg med dette team vil blive verdensmester. Det er mit mål, selv om det er svært at sige, om jeg når det med det samme.”

Det bliver nogle store sko, som Räikkönen skal forsøge at fylde ud hos Ferrari efter Michael Schumachers store succes. Alt vil blive målt i forhold til den tyske ener.

Som vi tidligere har skrevet på BMF1, så erkender finnen, at det ikke bliver muligt for ham at matche Schumachers resultater, da han ganske enkelt ikke bliver i motorsporten så længe som tyskeren.

”Med den rette bil og det rette team vil det være muligt at så den rekord,” siger Räikkönen i forbindelse med Schumachers mange titler.

”Hans rekord vil ikke bestå for evigt. Ja, jeg kunne godt tænke mig at være den som slog rekorden, men det bliver jeg ikke, fordi jeg ikke vil køre længe nok til at vinde syv titler.”

”Måske vil kontrakten med Ferrari blive min sidste,” slutter Räikkönen.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER