Som oftest, så når holdene ikke de mål, de sætter inden sæsonstarten. Man vælger at gøre sine drømme til mål, og da der kun er én kører og ét hold, der kan vinde mesterskabet, så vil der blandt de hold, der satser så højt, nødvendigvis være nogle af dem, der bliver skuffede. I år var der tre hold, der mente de kunne vinde begge titler; to af dem levede altså ikke op til målet.
Andre hold er lidt mere beskedne og blandt dem hører BMW Sauber, et af de nye hold i årets udgave af Formel 1. Sidste år blev Sauber nummer otte i konstruktørernes mesterskab, og det var udgangspunktet for årets målsætning: hvis man kunne forbedre det, så ville man være tilfreds.
Holdet endte på en flot femteplads, hvilket altså er 3 pladser bedre, end det man havde sat sig som mål. Der ud over kom der to podieplaceringer i hus (Nick Heidfeld i Ungarn og Robert Kubica i Italien), hvilket helt sikkert også har været med til at give moralen et boost i den rigtige retning.
Dr. Mario Theissen sammen med Robert Kubica, der for kort tid siden blev bekræftet som BMW Sauber-kører i 2007.
Efter løbet på Interlagos udtalte BMWs motorsportschef Mario Theissen:
"Selvom vi missede pointene med en lille margin, så opnåede vi vores mål og tog femtepladsen i konstruktørnes mesterskab i det sidste løb i São Paulo. Vi fik også bragt en motor i overensstemmelse med næste sæsons reglement over målstregen."
"Alt i alt med BMW Sauber F1 holdet har vi opnået mere, end vi kunne have forventet i vores debutår. Vi scorede point 15 gange og nåede endda to gange på podiet. Det betyder, vi er klart foran vores mål."
"Hvad der gør mig endnu gladere er, at gennem sæsonen har vores hold forbedret sig i forhold til vores konkurrenter – rykket fremad og ikke tilbage. Det er det bedste signal om, at de tiltag, der er gennemført i München og Hinwil har styrket vores konkurrenceevne. På kørernes side, er vi velforberedte til fremtiden."