Efter Romain Grosjeans diskvalifikation fra Italiens Grand Prix på Monza appellerede Haas stewards dom til FIAs øverste instans med krav om frifindelse.
Begrundelsen er, at Haas-bilens gulv, som Renault protesterede over, endnu ikke var blevet ”tilbage-modificeret” til oprindeligt design – iflg. teamchef Günther Steiner – fordi sommerferien gjorde det umuligt for teamet og chassisleverandøren Dallara at foretage ændringerne. Dertil kommer, at reglementet omkring gulvet endnu blev diskuteret blandt teamene og endnu ikke var vedtaget.
Stridens omdrejningspunkt er en 50 mm afrunding eller radius omkring hjørnerne på bilens gulv. Sagen kommer for appelretten i Paris i dag torsdag.
Siden da er en sag med lignende indhold poppet op. Det drejer sig om en nyt bevægeligt aerodynamisk design omkring Mercedes’ fælge, som teamet har benyttet, men afstod fra at benytte under Mexicos Grand Prix for at undgå protester fra den nærmeste konkurrent, Ferrari.
Italiens Grand Prix 2018. Romain Grosjean foran en Renualt
Copyright Haas F1
F1s løbsdirektør Charlie Whiting har dog kaldt fælgdesignet for ”betydningsløst” og uden målelig indflydelse på Mercedes-bilens performance.
Ferrari kan stadig nå at nedlægge protest mod Mercedes-fælgene, hvilket kan vise sig at blive til fordel for Haas’ appelsag, da der iflg. Steiner er visse lighedspunkter.
"Hvad sagde de (F1, red.) om Mercedes? At deres lille disk ikke havde nogen effekt på aerodynamik, at det var umåleligt? Det er det samme for os," har Haas-chefen udtalt til Autosport.
"Hvad vi gjorde var, at sætte en afrunding på et hjørne (af gulvet, red.) hvilket virkelig var umuligt at måle.”
"Når det kommer til Mercedes, slipper de afsted med det. Når det kommer til os, får vi hammeren. Denne lille afrunding havde ingen effekt på ydeevnen."
Hos Haas F1 mener man, at der i den grad er åbent for fortolkning, når man læser regulativet.
"Specifikationen er skrevet på engelsk, og det er ikke rigtig dokumenteret med et diagram, hvad det er præcis, de mener," forklarede han.
Mercedes med et nyt fælgdesign foran Kevin Magnussen under Spaniens Grand Prix 2017.
Copyright Mercedes AMG
Steiner mener, at specifikationer altid er åbne for fortolkning og at det er utilfredsstillende, at reglerne ikke er specificeret tydeligere og at tidsfristen var helt utilstrækkelig.
"Da de endelig satte en dato på og sagde ´det er det, vi ønsker’, så sagde vi, at vi behøver mere tid til at få det ændret.”
"Vi kørte med det tidligere, og andre hold kørte også med det tidligere. Det havde virkelig ingen betydning for (bilens, red.) præstation."
Bundlinjen i disse diskussioner er således, at når Mercedes’ fælge, ifølge Whiting, ikke har givet sølvpilene målbare fordele, må det samme gælde for Haas-bilen og dens gulv.
På grund af diskvalifikationen på Monza fører Renault nu med 30 point foran Haas i konstruktørmesterskabet, så ethvert point tæller for det lille amerikanske team.