Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 11/10 2006 klokken 10:10
”Det er beklageligt, at store navne som Juan Pablo Montoya og Jacques Villeneuve har forladt sporten i år, men ikke en katastrofe,” kom det fra Bernie Ecclestone, der dog indrømmer, at tabet af Michael Schumacher efter denne sæson, er ærgerligt.
”Michael Schumacher er meget populær og derfor vil han da også blive savnet. Men da vi mistede Ayrton Senna, var det langt værre,” siger englænderen, der på denne måde forsøger at nedtone det faktum, at der er mange Formel 1 fans, der har meldt ud, at Formel 1 uden Schumacher ikke er Formel 1.
”Senna havde en langt større fanskare end Schumacher,” tilføjede han.
FIA lavede en undersøgelse forleden, hvor det var meget tydeligt, at Michael Schumacher er den absolut mest populære Formel 1 pilot. Samtidig med, at den forsvarende verdensmester Fernando Alonso, har ret lille støtte. Det er et problem for sporten.
Redningen kan dog være Kimi Räikkönen, men han skal til at blive bedre til at takle pressen, hvis han skal blive rigtig populær.