• Forside

Udviklingen der ikke vil bremses

Man kan neddrosle motorerne, man kan komme flere riller i dækkene, man kan finde på tekniske løsninger for at nedbringe hastigheden i Formel 1 og den udvikling, som bare brager der ud af. Men man kan ikke stoppe udviklingen.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 9/10 2006 klokken 17:10

At man ikke kan stoppe udviklingen i Formel 1 viste den japanske løbsweekend tydeligt. Tiderne og hastighederne var i år hurtigere end de var i 2005, hvor motorerne var større og kraftigere.

Felipe Massa kvalificerede sin Ferrari inde på pole position i år i tiden 1.29.599, mens hurtigste omgang under de frie tørre træninger i 2005 var på 1.30.532 af Pedro de la Rosa i en McLaren-Mercedes.

Forventningerne var før sæsonstart, at omgangstiderne ville stige med ca. 2 sekunder og deraf give en reducering i omgangshastighederne, men det viste Formel 1, at et sådant set-back nok skal blive indhentet af ingeniørerne i de forskelllige teams.


301 km/t igennem 130R må siges at være imponerende

Michael Schumacher sagde under weekenden på spørgsmålet omkring de hurtige omgangstider:

”Det er skønt og jeg elsker det, og det er sjovt, når man tænker på, at vi kører med V8 motorer.”

De mindre V8 motorer har givet bilerne en fantastisk aerodynamik. Således klokkede Sebastien Vettel den højeste fart i det berygtede 130R med 301 km/t eller hvad der svarer til ca. 83 m/s.