Tirsdag mødtes den ledende internationale motorsportsorganisation FIA med samtlige Formel 1-teams og potentielle nye teams, for at drøfte planerne for et nyt motorregulativ, som skal erstatte det nuværende regulativ fra 2021.
I hovedtræk går planerne ud på at beholde den nuværende ”formel” med 1,6 liter V6 hybridmotorer men at øge omdrejningstallet med 3000 o/m for få mere lyd - det, som nogle vil kalde musik, andre støj.
Endvidere foreslår FIA, at PU’en (Power Unit) gøres mindre teknisk avanceret. Derfor foreslås det, at man helt fjerner MGU-H (enheden til energiudvikling af turboens overskudsvarme) samt at der indføres flere regler for at begrænse udviklingsomkostningerne og dermed afholde fabrikkerne fra at udvikle ekstreme, tekniske og kostbare designs. Dette har været et af de små, private teams store klagepunkter.
FIA foreslår også, at der indføres nye interne og eksterne parametre, der giver mulighed for, hvad FIA beskriver som "en Plug-And-Play motor / chassis / transmissions- udskiftningsmetode". Med andre ord en enklere og billigere adgang og metode til at udskifte eller bytte komponenter på bilen.
Mercedes V6 turbo hybridmotor
Copyright Daimler Benz
Endelig bliver MGU-K kraftigere med fokus på at køreren skal være i stand til selv at regulere på energiforbruget fra enheden - lidt i stil med det tidligere KERS, der blev introduceret i 2009.
Herunder er listen over de væsentligste ændringer:
1,6 liter V6 Turbo Hybrid.
Øge motoromdrejningerne med 3000 o/m for at forbedre lyden.
Regler for at begrænse udviklingsomkostningerne og dermed afholde fabrikkerne fra at udvikle ekstreme, tekniske designs.
Fjernelse af MGU-H.
Mere kraftfuld MGU-K (kinæstetisk energiudviklingsenhed bl.a. fra bremserne) med fokus på manuel påvirkning fra køreren under løbet foruden mulighed for at spare energi over flere omgange for at give et kørerkontrolleret taktisk element under løbet.
En enkelt turbo med dimensionale begrænsninger og vægtgrænser.
Standard energigenvindings- og kontrolelektronik.
Mulighed for at benytte en ny ekstern ”Plug-And-Play” motor / chassis / transmissions- udskiftningsmetode.
Intention at undersøge strengere brændstofregler samt begrænse brug af nye brændstoftyper.
Frem over vil der blive afholdt en serie møder, hvor der, som FIA selv beskriver det, ”kan være plads til en ånd præget af det videst mulige samarbejde” imellem de involverede parter.