• Forside

Renault: Fantastisk udgangsposition

Det kunne ikke være gået meget bedre for Renault, da kvalifikationen blev kørt til Kinas Grand Prix. Fernando Alonso tog pole position, mens Giancarlo Fisichella starter lige bagved. Samtidig starter Alonsos værste konkurrent på sjettepladsen.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 30/9 2006 klokken 15:09

Renault og Fernando Alonso har al mulig grund til at være optimistisk med hensyn til muligheden for at tage et stort skridt mod årets mesterskaber, når Kinas Grand Prix afvikles i morgen.

Den forsvarende verdensmester og titelkandidat starter forrest, og lige bag ham er holdkammeraten Giancarlo Fisichella. Desuden kan Renault glæde sig over, at de to Ferrari-kørere starter som henholdsvis nummer seks og 21.

Her er kørernes reaktion efter kvalifikationen:

Fernando Alonso (Pole, 1:44.360):

"Det er fantastisk at være tilbage på pole for første gang siden Canada. Det var en svær kvalifikation, meget travl og meget kompliceret for alle kørere, men Michelin-dækkene var fantastiske og gav os præcist det, sin vi behøvede for at få jobbet gjort."

"Med hensyn til i morgen, så er der ikke noget, der er sikkert angående vejret. Men jeg er overbevist om, at vi kan være konkurrencedygtige under begge forhold. Vi har ikke kørt meget under tørre forhold denne weekend, men fra det vi har set, virker bilen meget konkurrencedygtig. Hvis det er vådt, så ved vi, vi er hurtige – men også mange andre ting kan ske."

"Naturligvis er det et fantastisk resultat for holdet, når mesterskabet er så tæt, men vi har ikke udført jobbet endnu. Jeg vil forblive fokuseret, koncentrere mig om at køre et godt løb – og køre for at vinde."


Fernando Alonso og Briatore håber på at kunne gentage triumfen fra sidste års løb i Kina.

Giancarlo Fisichella (2. plads, 1:44.992):

"Bilen har været hurtig hele weekenden, og jeg er meget tilfreds med at være i forreste række sammen med Fernando. Det er et fantastisk resultat, fordi jeg er i en god udgangsposition til at indhente Massa i mesterskabet, og for holdet er det et perfekt udgangspunkt."

"Forholdene var meget drilske gennem sessionen, og jeg spandt i anden afdeling – så der var pres på mig for at få gennemført min omgang. Efter det var det et spørgsmål om at gentage præstationen i den tredje afdeling, og få mest ud af muligheden for at kvalificere os i front."

"Jeg tror, vi har en god strategi, og at vi præsterer godt under alle forhold. Jeg glæder mig til at være meget konkurrencedygtig i løbet."