Konklusioner fra Australien

Er Vettel og Gina det rigtige match?
Årets første sejr fik traditionen tro kirkeklokkerne til at ringe i Maranello. Sebastian Vettel sørgede nemlig for at bringe trofæet hjem til det hårdt prøvede italienske team. En sejr, der kom efter en tørke, som begyndte efter teamets sidste sejr i september 2015. Sejren kom i hus på baggrund af den fart, som Ferrari har fundet i bilerne, samt en strategisk finurlighed. Det ledte tankerne tilbage til den storhedstid, som blev udgjort af Ferrari og Michael Schumacher.

I hele forløbet op til sæsonåbningen i Melbourne brugte både Lewis Hamilton og Sebastian Vettel anseelige mængder tid på at tale deres respektive chancer ned, og i stedet havde de travlt med at skubbe favoritværdigheden over på den anden part.

Den måde, som Sebastian Vettel har ageret under pre-testene har været bemærkelsesværdig. Vettel viste tydeligvis ikke Ferrariens sande potentiale under testene, da videoer bekræftede, at han bevidst tog fart ud af raceren på start/mål langsiden på sine absolutte hurtigste omgange. Samme taktik blev anvendt i Q2 i Australien, hvor hans frække inspektion af både Mercedes og Red Bull bilerne i parc ferme efter kvalifikationen gav et hint om, at Vettel godt ved, at han sidder i en bil med potentiale, og hvor han føler sig godt tilpas.

Vettel og Ferrari viste om søndagen, at de også har noget at sige på banen, når det gælder, og man spørger sig selv, om det havde været tilfældet, hvis ikke Vettel havde haft den stormende forelskelse, som han har fået til sin nye kærlighed, Gina, som han har døbt sin racer. Det er forfriskende at se tyskeren næsten genfødt ift. en 2016 sæson, hvor han nærmest ikke kunne køre et løb uden at føle behov for verbale udfald.

Med deres markante og anderledes design end konkurrenterne, specielt hvad angår de såkaldte 'sidepods', formåede Vettel at holde sig inden for 1-2 sekunder af Hamilton i starten af løbet og så tilmed komfortabel og hurtig ud, mens Hamilton var meget snakkesalig, dog mest bekymrende, om sin Mercedes W08 og det manglende vejgreb.

Der har været mange spekulationer omkring Mercedes' valg af strategi, hvor vi så dem trække Hamilton i pit før Vettel, hvilket har ført til spørgsmålet om, hvorvidt at Mercedes lavede en direkte fejl.
Sandheden er dog, at hvis Vettel ikke havde taget sit stop efter Hamilton for at kunne overtage føringen, så havde det været sandsynligt, at Ferrari'en havde haft fart nok til, at Vettel kunne gå i pit før Hamilton, hvis Mercedes havde valgt den anden mulighed, og stadig overtage føringen.

Vettel anerkendte dog, at han fik hjælp af Max Verstappen i Red Bull, der formåede at holde Hamilton bag sig og forhindrede briten i at køre sig tættere på Vettel. Selvom at dette også er en faktor, så ændrer det ikke på, at Ferrari lavede det rigtige kald på det rigtige tidspunkt, og derved fik kørt sig ud af den skygge, der hang over dem det meste af sidste sæson.

Toto Wolff's reaktion, at banke sin ene hånd to gange hårdt i bordet foran ham, vidner om, at han dér vidste, at løbet var så godt som givet til Vettel i kraft af Ferrari's fart og strategiske snilde. Forfriskende at se, at Mercedes ikke har hvilet på tronen i den forstand, at de ikke tror, at denne sæson vil blive endnu en walk-over.

Det er tæt i topppen, men at komme tæt på bliver ikke nemt
Med vinterens spøgelses-agtige krig på fabrikkerne overstået, er der et klart billede over bilerne styrker og svagheder.

Mercedes kan stadig skrue lidt på knapperne og har sandsynligvis stadig overhånden på en enkelt omgang, men Ferrari ser til gengæld ud til at være mere balancerede og tilmed måske hurtigere, når det handler om at køre langt.

Med ekstra vejgreb, kortere bremsezoner, hurtig indgangshastighed i svingene, bredere biler og ekstra downforce, så bekræftede løbet i Melbourne, at overhalinger i 2017 vil være en meget større udfordring.

Ferrari har muligvis en tydelig fordel overfor deres rivaler, hvis det viser sig på længere sigt, at deres SF70H kan køre tættere på den forankørende racer uden at miste greb, takket være deres innovative tilgang til bilens design.

Arvetageren i rampelyset
Statistisk set vandt Rosberg hvert 10. løb, han startede, og slog til sidst Hamilton i kampen om verdensmesterskabet. Til trods for, at en VM titel giver betydelig legitimitet, så er der relativt ofte tvivl om Rosberg som værende en af de bedste kørere i sin generation. Denne tvivl kommer både fra fans, men også eksperter, og lad os være fair at sige, at Hamilton både på banen og papiret slog Rosberg.

Dette leder os hen til Valterri Bottas, arvetageren til den næsten sagnomspundne plads ved siden af Hamilton i Mercedes' stald. Hvad har vi lært om ham efter første løb? Det var tydeligt, at Hamilton var i en klasse for sig både under træningerne og kvalifikationen, men i selve løbet var det Bottas, der så ud til at have overhånden, da han både sikrede sig en podieplacering i sin debut, men også kørte sig tættere og tættere på Hamilton under sidste del af løbet. En bedrift, som Rosberg har haft svært ved i adskillige løb.

Hamilton er stadigvæk i sin helt egen karat af guld, men ikke desto mindre fik Bottas slået fast, at han har både farten og egenskaberne til at kunne kæmpe mod sin teamkammerat. Hvis det ikke var tydeligt for Hamilton, så er det blevet det nu.

Minefeltet i midterfeltet og Perez's sceneshow
Begge Torro Rosso og Force India biler scorede point i sæsonåbneren, hvor også de tre store producenter tog sig af de første seks pladser.

Ricciardo's horrible weekend forhindrede ham i at gøre sig gældende i toppen, mens Grosjean også måtte udgå, hvilket en top 10 placering kun gjorde endnu mere bittert. Havde disse to klaret sig igennem løbet, havde mindst én Force India og Torro Rosso måtte finde sig selv uden for pointene.

Dette giver et tydeligt billede af, hvor kompakt midterfeltet er. For at illustrere det yderligere, formåede Nico Hülkenberg i en Renault kun at ende som nummer 11.

Sergio Perez derimod viste, med to velplacerede overhalinger, at det er en mulig kunst at udføre. På første omgang passerede han flot Daniil Kvyat i tredje sving, og senere han passerede han også Carlos Sainz Jr. med en spektakulær overhaling - denne på ydersiden i samme sving.

Perez var hård og fuld af mod, hvilket gav ham sejren i de direkte dueller, der også demonstrerer, at det er den måde, der skal køres på, hvis folkene i midterfeltet skal have en chance for, at køre sig fremad i feltet.

Pålidelighed og rookies
Fem af de syv udgåede biler skyldtes tekniske eller mekaniske fejl. Det er ikke uventet, taget i betragtning, at det var første løb i sæsonen, selvom at Ricciardo's motors pludselige død vil få det til at løbe koldt ned af ryggen på de øvrige teams, der har en Renault motor gemt under kulfiberen.

At se Grosjean slutte løbet før tid, var dog det, der gjorde mest ondt, når man tager i betragtning, at franskmanden leverede en fantastisk flot kvalifikation.

Ligesom Haas, var der mange hold, der fandt deres kørere i den modsatte ende af feltet. Mens Grosjean for eksempel fik folk i paddocken til at gøre store øjene, så oplevede Kevin Magnussen en skidt kvalifikation og en forfærdelig søndag.

Lance Stroll formåede inden sæsonstart at gøre rigeligt opmærksom på sig selv på en noget uheldig måde, hvilket gentog sig i kraft af hans flirteri med betonmuren, hvor bilen fik en hård medfart. Han kørte dog et temmelig anonymt løb, inden han blev tvunget i pit, mens Massa kørte som om, at han aldrig havde været væk fra feltet, enddog at hans pensionering heller ikke varede ret længe.

Hvis vi kaster blikket på Sauber, så er Marcus Ericsson nok ret så glad for, at han ikke blev udkvalificeret af hans midlertidige teamkammerat, Antonio Giovinazzi. Giovinazzi's imponerende kvalifikation og stædige kørsel, som rakte til en 12-plads, gik ikke ubemærket hen. For at sige det kort, så var Ferrari ikke den eneste vinder i Melbourne.