Williams F1 har netop meddelt os, at teamet udvider det tekniske samarbejde med QinetiQ. Det eksisterende samarbejde vil dermed fortsætte i 2006, hvilket bl.a. vil ses på kørerhjelmene.
Samarbejdet med QinetiQ startede allerede i maj sidste år, og målet er at tilføre teamet banebrydende teknologi og viden til brug ved design og udvikling af bilerne.
QinetiQ, der er et britisk firma, arbejder med og udvikler højteknologiske løsninger indenfor forsvar, sikkerhed, kommunikation og rumfart. Og netop brugen af aerodynamik fra rumfart og flyvning venter Williams F1 at profitere meget af fremover.
Nico Rosberg i Williams F1 Cosworth FW27C under test i Jerez.
Bestyrelsesformand i QinetiQ, Sir John Chrisholm, forventer et gensidigt udbytte af samarbejdet.
”Der er en vigtig forbindelse imellem QinetiQ, med dets rumfartsbaggrund, og Formel 1 motorsport…,” udtaler Sir John Chrisholm i pressemeddelelsen.
”Det er svært at forestille sig eksistensen af Formel 1 i dette land uden den innovative indflydelse fra rumfarten. Så det er yderst passende, at QinetiQ arbejder så tæt sammen med Williams teamet.”
Williams F1s teamchef og ejer, Sir Frank Williams, er ikke overraskende begejstret for den hjælp teamet kan hente ved samarbejdet.
”Indtil nu har QinetiQ åbnet døren til adskillige interessante teknologier, som kan hjælpe os i fremtiden,” udtaler Frank Williams. ”Så jeg er henrykt over, at de har besluttet at udvide deres samarbejde med teamet og ser meget frem til det fortsatte partnerskab.”