Efter kvalifikationen til Italiens Grand Prix lød rygtet i paddocken, at Jenson Button om få minutter ville annoncere sin pensionering udenfor McLarens hospitality center, og efter kort tid var pladsen foran den markante hightech-bygning fyldt op med journalister, TV-folk, og, ikke mindst, folk fra BMF1.
Da Button kom ud, stillede han sig smilende og afslappet, parat til at svare på spørgsmål, og britens første svar på baggrunden for sin beslutning kom med det samme.
”Jeg har talt meget med min familie og nære venner om det, og jeg glæder mig meget til at få mere tid til fitness, arbejde i simulator og være rådgiver for teamet i forbindelse med grand prix’er og hjælpe med at komme i den rigtige retning. I den forbindelse er det jo en stor fordel at have været kører selv.”
Det var en stor beslutning for Jenson Button
Copyright Allan Haslund
Og lidt overraskende tilføjede han: ”De har en option på at lade mig køre for dem i 2018.”
Hvad nu, hvis Fernando beslutter sig for at stoppe hos McLaren?
”Der kan kun være to kørere i et team, og der er ikke kun Fernando, vel? Jeg talte med Ron (Dennis, red.) om det på Spa, og vi blev enige om, at det var en fantastisk idé, at jeg kan forlade teamet og få et år, hvor jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til, stadig arbejde lidt for teamet, komme tilbage igen, frisk og begejstret for at være tilbage i Formel 1 igen på et eller andet plan.”
”Det er også en fantastisk mulighed for en ung kører (Stoffel Vandoorne, red.) og være en del af fremtiden og samtidig at jeg kan rådgive ham.”
Button blev spurgt, om dette så betød, at han alligevel ikke forlader Formel 1.
”Det var da et frygteligt ord, så det gør jeg ikke,” lød det fra Button.
Stoffel Vandoorne skal være med til at forme fremtiden for McLaren
Copyright McLaren Media
Og hvad med at køre for et andet team?
”Nej, hele ideen med denne aftale er, at jeg holder et sabbatsår, så det vil jo ikke give nogen mening. Jeg ønsker at køre cykelcross, trial og måske kæmpe med om verdensmesterskabet.”
Er der nu løftet en byrde fra Buttons skuldre?
”Ja, det er altid en meget hård beslutning at trække sig tilbage fra et Formel 1-sæde, for racing har været hele mit liv, og siden jeg blev voksen, har jeg været Formel 1-kører. Så det er en enorm stor beslutning i mit liv.”
Den sympatiske brite trækker sig som nævnt ikke helt tilbage fra Formel 1, idet han skal være en del af en såkaldt "innovativ tre-kørerstrategi" bestående af ham selv, Fernando Alonso og Stoffel Vandoorne, der vil se ham som en centralt placeret kollega i udvikling af bilen.
"Specielt ser jeg frem til at blive endnu dybere involveret i teamets bestræbelser for at få succes. Så for at slå det helt fast: jeg trækker mig bestemt ikke tilbage. Jeg har kontrakt for 2017 og 2018, og jeg er sikker på, at jeg kommer bag rattet af en ny bil på et tidspunkt."
”Men mine fans, der står oppe på tribunen, hvor jeg er nu, vil sikkert have svært ved at vænne sig til det,” sluttede Button.
Jenson Button nåede at køre 128 løb for McLaren og har vundet otte af dem.