Den 30-årige Toyota testkører, Ricardo Zonta, slog banerekorden på Mazda Raceway Laguna Seca i Monterey, Californien, da han kørte nogle demonstrationsomgange i sin Toyota TF106 F1 racer under de såkaldte ’Rolex Monterey Historic Races’.
Banens tidligere rekord blev sat af Helio Castroneves, daværende CART kører (nu Champ Car), da han i 2000 kvalificerede sig i tiden 1:07.722. Zonta satte i går tiden 1:07.587.
Ricardo Zonta på vej igennem den berømte 'Corkscrew' kurve på Laguna Seca.
Der er stadig potentiale for bedre tider i denne weekend for Ricardo Zonta, da bilen desværre fik elektriske problemer efter kun to flyvende omgange. Ydermere kørte Toyotaen med for hård dæk compound, som bliver ændret til lørdag eftermiddag.
”Teamet foretog nogle forbedringer efter vores testomgange i torsdags og det hjalp virkelig bilen til at køre mere jævnt på banen denne fredag,” udtaler Zonta. ”Vi kørte med brugte dæk, da vi satte rekorden, så jeg ser virkelig frem til at køre med slicks på lørdag.”
Zonta har et udmærket kendskab til den spændende og bugtede Laguna Seca banes layout, idet brasilianeren vandt både pole og løb i Mercedes under FIA GT løbet i 1998.
Updatering:
Det lykkedes lørdag for Zonta at bringe rekorden ned på 1:06.596. Han skal prøve kræfter med banen igen søndag.