Den nye eliminationskvalifikation har været meget udskældt og mange så gerne at Formel 1 droppede den. Det er så sket nu fordi Bernie Ecclestone og Jean Todt har besluttet, at man fra og med Monacos Grand Prix vil køre en gammeldags kvalifikation og så vende resultatet af den kvalifikation på hovedet for at finde startrækkefølgen.
Bernie bestemmer og sådan er det
Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Selve kvalifikationen kommer til at foregå på den måde at der køres en time og den som sætter bedste tid, kommer til at starte sidst i løbet. Ecclestone ved at denne beslutning er kontroversiel, men han mener holdene selv er skyld i det.
"De var utilfredse med eliminationskvalifikationen og ville have den lavet om. Det ville vi ikke gå med til, så vi valgte at gå med den version vi havde som alternativ til eliminationskvalifikationen, nemlig den omvendte startrækkefølge. Da vi fremlagde dette forslag i sin tid var det godt nok kun Top 10, som skulle vendes på hovedet, men vi har altså valgt at vende hele feltet på hovedet," lyder det fra Bernie.
Vinder Pascal Wehrlein i Monaco?
Copyright Manor Racing
Til dem som ikke har fulgt med i balladen omkring den nye kvalifikation, skulle strategigruppen i sin tid stemme om, hvilken kvalifikation man ville have og her valgte man eliminationskvalifikationen. Man valgte den dog ikke fordi man syntes om den, men fordi alternativet (den omvendte top 10) var endnu værre, men nu er det endnu værre alternativ altså blevet til virkelighed.
Jarno får comeback
Copyright Lotus Racing
Beslutningen omkring den omvendte startrækkefølge har dog allerede fået nogle af holdene til at reagere. Hos Manor Racing har man valgt at fyre Rio Haryanto og man har erstattet ham med italienske Jarno Trulli. Da italieneren havde sin daglige gang i Formel 1, var han kendt som manden som dannede et tog bag ved sig. Den evne har Manor tænkt sig at udnytte i Monaco ved at lade Wehrlein stikke af fra feltet mens Trulli holder dem tilbage.
Dette kan blive til virkelighed i Monaco.
Copyright Daimler Benz
Sikke en nyhed her på den første dag i april, så er det vist bare med at sætte alle sine spare penge på en Wehrlein-sejr i Monaco, inden diverse bookmakere når at rette oddset til.