Politik og Formel 1 hænger uløseligt sammen. Det måtte Pastor Maldonado, nu forhenværende Formel 1-kører hos Lotus, sande, da det stod klart, at venezuelaneren alligevel ikke fik det sæde, som ellers var sikret via et heftigt sponsorat fra hjemlandets statsejede olieselskab PDVSA.
”Det kom som et lyn fra en klar himmel,” forklarer Maldonado til det tyske magasin Autosprint.
”Der var ingen klar aftale, og situationen udviklede sig over få timer.”
"Det kom som et lyn fra en klar himmel," udtaler Pastor Maldonado
Copyright Lotus GP
”Lige pludselig fandt jeg mig selv uden en sponsor, og resten kom som et resultat af dette. Det var et lyn fra en klar himmel."
"Jeg er ikke vred, ikke negativ, men jeg føler mig alt andet end glad," indrømmer Maldonado.
Hovedårsagen til at Maldonado tabte sin flerårige hovedsponsor, PDVSA, er en kombination af politik og økonomi. Faldende oliepriser på verdensmarkedet og den alvorlige økonomiske situation i hjemlandet trak til sidst tæppet væk under et sponsorat, der startede, da køreren kom til Williams F1 med en stor pose oliepenge i 2011.
Maldonado er tilbageholdende med at udtale sig om detaljer vedrørende sin fremtid i Formel 1.
”Det er et følsomt emne,” siger han. ”Jeg mangler stadig at forstå det (hvad der er sket, red.), og jeg tænker på at arbejde med det (at finde et sæde, red.) på en alternativ måde.”
Pastor Maldonado. Monaco 2015.
Copyright Lotus F1
”Indtil nu har PDVSA gjort det fantastisk, og statsprogrammet har også givet muligheder til andre kørere – f.eks. EJ Viso og Samin Gomez – samt til andre sportsgrene.”
Kort efter meddelelsen om Maldonados exit fra F1, bekræftede den 31-årige kørers management, at man arbejder på at få deres kører tilbage på startgridden i 2017.
Som det er de fleste bekendt, trådte danske Kevin Magnussen frivilligt til og skal nu overtage Maldonados sæde hos Renaults Formel 1-fabriksteam i 2016.