Indtil starten af denne uge stod det hen i det uvisse, hvorvidt det ville lykkes for Lotus-køreren Pastor Maldonado at skaffe den fornødne økonomiske støtte fra sin sponsor, hjemlandets statsejede olieselskab PDVSA, så han kunne beholde sit sæde og dermed fortsætte hos Renault Sport F1, som overtog teamet i slutningen af 2015.
Det lykkedes som bekendt ikke, og nu fyldes sædet i stedet af danske Kevin Magnussen.
Uagtet at Pastor Maldonado siden sin ankomst til Formel 1 har delt vandene på grund af sin ret aparte kørestil, vil han blive savnet af mange – især venezuelanere naturligvis – men bestemt også af mange andre F1-fans, som har følt sig stærkt underholdt af den ukuelige sydamerikaner.
Pastor Maldonado må nu se sig om efter et andet sæde.
Copyright Lotus GP
Af samme grund takker Renault nu offentligt Maldonado på Twitter for hans tid i teamet, hvor han tydeligvis har været meget vellidt.
"Efter to års tro tjeneste vil vi gerne af hjertet sige et dybtfølt farvel og tak til Pastor Maldonado," skriver Renault i dag fredag på flere medier.
"Mens hans præstationer på banerne er blevet flittigt diskuteret af fans såvel som kommentatorer, har vi haft at samarbejde med en åben, venlig og ekstremt morsom fyr, som kom godt ud af det med alle i teamet.”
Pastor Maldonado
Copyright Lotus F1
"Han pressede utrætteligt på for at få det maksimale ud af sin bil.”
"Mange tak for to sjove år. Vi vil savne dig!"
Se Renaults farvel-video her:
Mange F1-fans verden over vil sikkert sige det samme om denne farverige kører, og måske er det sidste ord ikke sagt i den sag. Så er alle, også kørerne, hermed advaret.