Brud mellem Magnussen og hans manager?

Der har i længere tid været gisnet om et muligt brud imellem Kevin Magnussen og hans manager, Dorte Riis Madsen. Spekulationerne tog yderligere til, da manageren ikke personligt var til stede ved Renaults præsentation i Paris i sidste uge.

Kevins pitskilt . Copyright Allan Haslund

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 9/2 2016 klokken 14:02

Noget tyder på, at et brud er på vej imellem Kevin Magnussen og hans manager Dorte Riis Madsen. Det skriver flere medier i dag.

Således skriver Berlingske, at det slet ikke var Dorte Riis Madsen, der forhandlede den endelige kontrakt med Renault på plads men derimod Magnussen selv. Dette kan udmærket give mening, hvis man sammenholder dette med Renaults racing director, Fréderik Vasseuer, der på TV samme aften smilende fortalte, at den 23-årige kører konstant ringede til ham og pressede på for at få sædet i dagene op til afgørelsen

Og hvorfor er et ellers succesfuldt samarbejde tilsyneladende kulsejlet på den måde?

Kevin Magnussen.
Copyright Mercedes AMG


Det har uden tvivl også givet næring til frustrationer hos Magnussen, at det ikke lykkedes Dorte Riis Madsen at skaffe et fast sæde hos McLaren, hvormed han blev degraderet til test- og reservekører i teamet – en situation der samtidig ikke gav udsigt til køretid. Og især det sidste er en alvorlig sag for en ung ambitiøs Formel 1-kører.

Flere medier peger ligeledes på, at Dorte Riis Madsen har glimret ved sit fravær ved F1-løbene i 2015, mens Kevin Magnussen var arbejdsløs reserve hos McLaren. Således forlyder det, at hun eksempelvis opholdt sig på FDM Jyllandsringen under et af de sidste F1-grand-prix’er, hvor det ellers forventedes, at en manager med en frustreret, ledig kører i stalden ville være travlt optaget af at sparke døre ind hos samtlige F1-teams på gridden.

En anden knapt så dramatisk hypotese kan ganske enkelt være, at alting har sin tid, og at parterne simpelthen er vokset fra hinanden.

Kevin Magnussen. Sochi 2014.
Copyright McLaren Media


Fraset Magnussens ubestridelige evner i en racer skal man nemlig ikke glemme, at Dorte Riis Madsen er den direkte årsag til, at den 23-årige kører er nået til alle motorsportskøreres største drøm, Formel 1. Således byggede hun et professionelt team op omkring Roskilde-drengen og introducerede ham for Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, som nu er den økonomiske årsag til sædet hos Renault.

Men kan Kevin Magnussen klare sig uden manager i en ubønhørlig og hård Formel 1-verden?

Et liv uden manager giver sikkert en del mere papirarbejde, men hvis den tredobbelte verdensmester, Lewis Hamilton, kan klare sig uden, så kan den nyudnævnte Renault-kører sikkert også. Og hvis Magnussen er i stand til at opfylde sine egne ambitioner om en VM-titel, så bestemmer han til den tid højst sandsynligt også selv pris og kontraktindhold.

BMF1 har forsøgt at kontakte Dorte Riis Madsen for at få en kommentar til spekulationerne, men det har ikke været muligt at træffe hende, ligesom Kevin Magnussen heller ikke har ønsket at udtale sig.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ti år mere til Hamilton McLaren næste hold i rækken »