Kevin: Jeg fik ingen hjælp fra McLaren

Efter Kevin Magnussens exit fra McLaren kom der en del uoverlagte bemærkninger fra teamets CEO, Ron Dennis. Først at danskeren ikke nåede de opsatte mål, siden at man skam ville gøre alt for at hjælpe med hans karriere. Ingen af delene passede.

Renault præsentation 2016 . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 5/2 2016 klokken 14:02

Da McLaren besluttede at stoppe samarbejdet med Kevin Magnussen sidste år, udtalte fabrikkens CEO, Ron Dennis, at hovedårsagen til danskerens exit var, at han ikke nåede de aftalte mål. Til det svarede den 23-årige dansker, at han ikke anede, hvad Dennis talte om.

Retfærdigvis undskyldte Dennis senere sine udtalelser med, at der under pres ”desværre ofte siges ting, som man ikke burde sige”, hvorefter McLaren-bossen understregede, at ”vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe ham til succesfuldt at nå næste kapitel i hans racing-karriere.”

Adspurgt om McLaren så har haft en finger med i spillet i kampen om sædet hos Renault, svarer Magnussen imidlertid: ”Nej, McLaren har ikke hjulpet mig.”

Ron Dennis.
Copyright Mercedes AMG


Efter at have tilbragt en sæson på (pine)- og reservebænken sagde Magnussen imidlertid stop, da udsigterne til et fast sæde gik op i røg efter Fernando Alonsos ankomst til McLaren i starten af 2015. Men det er glemt nu.

”Det er dejligt at få en frisk start,” udtaler Magnussen i Paris. ”Jeg er glad for at være hos dette team. Det er en fantastisk mulighed.”

”Jeg føler mig meget mere afslappet denne gang. Hos McLaren følte jeg et stort pres. Nu føler jeg også et pres men på en meget mere positiv måde.”

”Jeg føler mig meget mere klar. Jeg har det godt.”

Kevin Magnussen under Renault Sport F1 præsentation 2016.
Copyright Bil Magasinet BMF1


Forventningerne er der naturligvis stadigvæk, men barren er sat lavere i første sæson.

”Du kan altid håbe, men det er vigtigt at være realistiske omkring, hvor vi er lige nu,” understreger Magnussen.

”Det er et helt nyt set-up, men Renault har gjort det før, og jeg tror, de kan gøre det igen. Men vi må være tålmodige. Tingene sker ikke bare lige.”

”Så vi er realistiske og tager det løb for løb og presser så hårdt, vi kan,” slutter danskeren.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kevin: Dét glæder jeg mig mest til Ocon er kun til låns »