Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 27/1 2016 klokken 14:01
Amerikanske Haas F1, som debuterer i Formel 1 i 2016, har meddelt, at launch af teamets titeludfordrer vil foregå i forbindelse med de første officielle vintertest på Circuit de Catalunya ved Barcelona d. 22. februar.
Selv om flere teams fik sat ekstra pres på klargøring og udvikling af bilerne, da sæsonstarten blev fremskyndet med 14 dage, meddeler Haas F1, at man er fuldt ud på omgangshøjde med udviklingen og vil være klar til tiden.
Fremskyndelsen af sæsonstarten har betydet, at Sauber må udskyde præsentationen af deres model til den anden vintertest, hvorimod Manor præsenterer dag ét under første vintertest og McLaren åbner porten til sin 2016-model dagen efter.
Endelig har Red Bull oplyst, at de præsenterer nyeste skud på stammen d. 17. februar og Renault trækker klædet af sin debutmodel ved en præsentation d. 3. februar i Paris.