Økonomisk nedtur for McLaren

McLaren har offentliggjort deres regnskab for 2014, og det viser et underskud på omkring 160 millioner kroner, mod et overskud på omkring 190 millioner kroner året før. Dette tal ventes at blive værre for 2015.

Englands GP 2015 . Copyright McLaren Media

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 9/11 2015 klokken 13:11

Formel 1 drives primært for de TV-penge, holdene gør sig fortjent til ved at vise, hvor gode de er til at skrue en Formel 1 racer sammen samt at ansætte de rette folk til at kører den.

Det er ikke der, McLaren de seneste år har brilleret.

I 2013 havde holdet en omsætning på omkring 2,7 milliarder kroner, mens det kun lykkedes for dem at omsætte for 1,8 milliarder i 2014. Dette fald skyldes langt hen af vejen deres ringe resultater på Formel 1 banerne i 2014, og de er kun blevet værre i 2015.

Men en anden post, der har vist sig at være dyr for holdet, er afskeden med Martin Whitmarsh, som teamet erstattede med Eric Boullier op til 2014 sæsonen.

Afskedigelsen af Whitmarsh kostede McLaren intet mindre end 100 millioner kroner.

Whitmarsh klarer sig nok med de 100 millioner
Copyright McLaren Media


McLaren oplyser dog, at hvis man fjerner kompensationen til Whitmarsh og de engangsomkostninger, der har været i forbindelse med overgangen til Honda, ville de have lavet et positivt resultat på bundlinjen, uagtet deres nedtur på banen.

Det bliver da spændende at se, om McLaren kan lave et positivt resultat i 2015, selvom de har klaret sig endnu dårligere på banen i år.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Mexico bliver mere spændende næste år Force India vil sikre femtepladsen »