Magnussen millimeter fra sæde hos Haas F1 Team

Rygterne omkring de resterende sæder i den store kørerkabale viser sig nu at holde stik. Således var Kevin Magnussen i seriøst spil til det ene sæde hos Haas F1 Team som et stærkt alternativ, såfremt Romain Grosjean ønskede at blive hos Lotus.

Haas F1 . Copyright Haas F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 5/11 2015 klokken 09:11

Luke Smith, en motorsportskommentator på NBC Sports, skrev i går på Twitter, at Kevin Magnussen burde overveje at tilføje mellemnavnet ”Almost” til sit navn, og journalisten har fat i noget dér.

Således afslører teamejer Gene Haas i et interview med Formula1.com, at danskeren i høj grad var inde i billedet til det ene sæde hos Haas F1, og at han ville få det, såfremt Romain Grosjean valgte at fortsætte hos Lotus.

”Vi talte med Magnussen, som var en virkelig god kandidat,” fortæller Haas til Formula1.com.

”Han var meget højt respekteret hos McLaren. Faktisk, hvis Romain havde afvist os, ville Magnussen have fået det primære sæde,” siger teamejeren.

Kevin Magnussen.
Copyright McLaren Media


Haas afslører også, at man var i seriøse forhandlinger med en anden kører på den nuværende grid, men at forhandlingerne strandede efter en måneds samtaler, hvor den pågældende kører valgte at fortsætte, hvor han var.

Foruden Grosjean har Haas F1 ligeledes tegnet kontrakt med Ferraris testkører, Esteban Gutierrez, som skal fylde det andet amerikanske sæde ud.

Siden de hektiske begivenheder har Magnussen i mellemtiden indgået en aftale med Porsche om test af Le Mans-titelindehaverens LMP1-racer, Porsche 919 Hybrid. Testkørslerne finder sted den 10-11. november i år.

Den sidste mulighed for et F1-sæde findes nu hos Manor, som stadig ikke har offentliggjort et kørernavn. Køreren til dette sæde skal dog påregne at medbringe en stor sum penge for at få adgang til det lille team, hvilket sandsynligvis udelukker Kevin Magnussen.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ricciardo til NASCAR Red Bull har 2016 motoren på plads »