Mexicos GP: Dagen derpå

Så er det dagen derpå tid igen, og dagens emner er Sure Lewis, finsk sammenstød, en talentfuld russer og de mexicanske fans.

Billeder fra Mexico 2015 . Copyright Williams F1 Team

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 2/11 2015 klokken 23:11

Så er det godt 24 timer siden, at det mexicanske Grand Prix sluttede med en sejr til Nico Rosberg. Det var ikke det mest sindsoprivende Grand Prix, men der skete trods alt nogle ting, som kan vendes i en dagen derpå klumme. Som altid skal jeg lige gøre opmærksom på, at denne klumme kan og vil indeholde subjektive holdninger.

Lewis Hamilton
Copyright Mercedes AMG


Den første episode, jeg vælger at tage fat i, er episoden, hvor Lewis Hamilton diskutere med pitten og ikke rigtig ville i pit, selvom teamet beder ham om det. På den ene side kan jeg godt forstå Hamiltons reaktion, for det må være irriterende at blive kaldt i pit, når man ikke selv mener, det er nødvendigt. Men når det er sagt, så syntes jeg ikke det klæder en verdensmester at opføre sig sådan, som Hamilton gjorde i går. Hamilton har tit bedt teamet om at få flyttet Nico Rosberg, hvis han var i vejen for Hamilton, men den anden vej rundt går den åbenbart ikke.

Jeg er modstander af teamordrer og syntes praktisk taget, det skulle gøres helt ulovligt, men skal det være en del af sporten, så skal det være ens for alle. Mercedes har to ekstremt talentfulde kørere, som ser ud til at slutte som nummer 1 og 2 i mesterskabet for andet år i træk. Derfor fortjener de at få den samme behandling.

Valtteri Bottas
Copyright Williams F1 Team


Det andet punkt, jeg vælger at tage fat i, er sammenstødet mellem Kimi Räikkönen og Valtteri Bottas. Sidstnævnte fik som bekendt ikke nogen straf, hvilket også er ok, da det var det, man kan kalde en race incident. I dag har Kimi Räikkönen oven i købet været ude at sige, at han ikke vil give Bottas skylden, fordi den slags ting er, hvad der sker. Respekt for det, sådan burde flere kørere have det, og respekt til løbets stewards for ikke at straffe Bottas for episoden. Den slags ting sker i racerløb, når det går vildt for sig, og det kan man ikke ændre på.

Daniil Kvyat
Copyright Red Bull Photofiles


Det tredje emne, der skal nævnes, er nyheden om, at Daniil Kvyat har fået forlænget sin kontrakt, eller han har stort set fået den forlænget. Havde man set på hans resultater i starten af sæsonen, ville den forlængelse næppe være kommet, men den unge russer har leveret gode resultater i den sidste halvdel af sæsonen.

Derfor må man sige, at det er fortjent, at Kvyat får forlænget kontrakten. Siden Ungarns Grand Prix har den unge russer hentet 4 top fire placeringer i otte løb, hvoraf den ene var en 2. plads i netop Ungarn. Det må siges at være nogle gode resultater, når man tænker på, at Mercedes og Ferrari har domineret de placeringer gennem hele sæsonen. Ud over det så må vi ikke glemme, at Kvyat kun er 21 år, så han kan blive til noget stort, hvis han får en bedre bil.

Pastor Maldonado
Copyright Lotus F1


Det fjerde og sidste emne, der skal vendes er ganske simpelt omgivelserne i Mexico. Der var gang i de mexicanske fans, og selv gennem tv skærmen kunne man føle, hvor begejstrede de var for endelig at opleve et Formel 1 Grand Prix i Mexico igen. Banen var også godt designet, specielt detaljen med at feltet kom igennem det lokale baseball stadion var et fedt tiltag. Det er det, Formel 1 har brug for, og andre løbs arrangører kunne lære en del af dette.

Og med disse ord er dagen derpå klummen slut for denne gang.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Historisk dårlig Ferrari weekend Mexicos GP: Hot og Not »