Det er dagen derpå oven på det japanske Grand Prix, og nøj hvor er der sket meget det sidste døgn, der skal vendes i en Dagen Derpå-klumme. Til at begynde med vil jeg gerne gøre opmærksom på, at dette er en klumme, som kan indeholde en del subjektive holdninger.
Ayrton Senna, McLaren
Copyright McLaren Media
Vi begynder med gårsdagens sejrherre Lewis Hamilton, der med sin sejr i går har været øverst på podiet 41 gange i sin Formel 1 karriere. Det samme antal sejre som legendariske Ayrton Senna. Det er uden tvivl en stor bedrift at nå op på siden af køreren, der af mange betegnes som den bedste kører, der nogensinde har været i Formel 1.
Ud over det rent historiske må man heller ikke glemme, at Lewis Hamilton ser meget op til Senna og har hyldet brasilianeren ved flere lejligheder.
Men når alt dette er sagt, må man også slå koldt vand i blodet. Hamilton er ikke en ny Senna, Hamilton er Hamilton, og Senna var Senna. Lewis Hamilton har et kæmpe talent, ingen tvivl om det. Et talent der har hjulpet ham hele hans karriere og gjort, at han stort set kun har kørt for tophold.
Historien om Ayrton Senna er noget anderledes. Jo, Sennas talent var enormt, men tiden var en anden. Senna måtte kæmpe sig til toppen ved at tilbringe sine første år i Formel 1 på mindre hold, end dem Hamilton har kørt for. Dermed ikke sagt, at den ene er bedre end den anden, for det kan man ikke vurdere, når de ikke har kørt på samme tid. Deres 41 sejre er kommet på forskellige måder, og derfor kan deres resultater ikke sammenlignes.
Hamilton ender sikkert også med mere end 41 sejre, når han stopper sin karriere, mens Sennas karriere blev stoppet alt for tidligt grundet det tragiske dødsfald på Imola i 1994. Så vi ved ikke, hvor mange sejre Senna ville have fået, hvis ikke han var død.
Men når vi nu taler om sejre, er det lige værd at nævne, at Sebastian Vettel tog sin sejr nummer 41 under løbet i Ungarn. Det var Vettels start nummer 149, mens Hamilton og Senna begge har brugt 162 starter til at nå deres 41 sejre.
Fernando Alonso
Copyright Pirelli
Den næste person vi skal have fat i, er en vis Fernando Alonso. Det er vist gået op for de fleste, at Alonso var lidt småsur og råbte lidt under gårsdagens løb. Umiddelbart efter løbet blev Ron Dennis interviewet, og han holdt sig i skindet men fik alligevel sagt, at Alonsos kommentar var ret uheldig.
Her mere end 24 timer efter har Alonso så været ude med flere forsøg på en undskyldning. Alonso skriver bl.a. følgende på sin twitter.
”Der er mange der misforstår, det der skete i dag. Det var vores tredje bedste resultat i denne sæson. Vi bliver ved med at arbejde hårdt. Formel 1 er en svær serie, og vi vil alle sammen vinde. Derfor kommer vi en gang imellem til at sige ting i teamradioen, som ikke er så heldige. Men jeg mener, at disse ting skal holdes private og ikke offentliggøres. Ingen burde være i tvivl om, at jeg har en 3-årig kontrakt med McLaren, og jeg vil slutte min Formel 1 karriere med det her hold. Og forhåbentlig vinde alt.”
Det lyder jo fint nok, det Alonso skriver. Men det lyder desværre også som noget, vi har hørt fra Alonso før. Sidst Alonso var hos McLaren smækkede han med døren, det samme skete da han forlod Ferrari, og nu kan historien gentage sig. Fernando Alonso er en rigtig god kører, så længe han er glad, men hvis han først begynder at brokke sig og blive negativ kan han rive et helt hold fra hinanden.
Så spørgsmålet er om det ikke ville være det bedste for McLaren, at give Alonso lidt penge og købe ham ud af de sidste år af kontrakten. Det kunne også nemt være det Alonso selv ønsker sker. Har man en lidt kreativ hjerne kan man hurtig få nogle ideer i hovedet om, at det er sjovt Alonsos vredesudbrud kommer på et tidspunkt hvor hans gamle team Renault er på vej tilbage i Formel 1. Det skal dog siges, dette er mine egne tanker.
Fernando Alonsos gamle Renault racer
Copyright Renault F1
Og når vi nu har fat i Renault, så har de udsendt en hensigtserklæring om at de agter at købe Lotus. Den erklæring redde i øvrigt Lotus' sæson, så de nu kan fuldføre de resterende løb.
Lotus-teamet var ellers ret presset. De kunne blandt andet ikke komme ind i deres motorhome under det japanske grand prix. Derfor måtte mekanikerne og resten af personalet spise hos Bernie Ecclestone hele weekenden, lige med undtagelse af Romain Grosjean, der spiste hos Renault.
Så selvom der går rygter om at Grosjean bliver præsenteret hos Haas F1 i morgen, så kan den aftale hurtigt blive revet i stykker, nu når alt tyder på at Renault vender tilbage til Formel 1.
Nyheden om Renault er stadigvæk meget ny, så man kun kan gætte på hvad der kommer til at ske med dem. Men det er dejligt de er på vej tilbage, i hvert fald.
Will Stevens
Copyright Manor Marussia F1 Team
Den fjerde og sidste ting jeg vil taget fat i, i denne klumme, er også en god nyhed. Manor skal nemlig køre med Mercedes-motorer i næste sæson.
Mercedes-motoren er vel nok den bedste motor i feltet, så det burde hjælpe det lille Manor-team til at forbedre sig til næste sæson. Ud over motoren, så må man gå ud fra at det lille team kommer med et nyt chassis, så de kan komme tættere på konkurrenterne. De kommer nok stadigvæk til at slutte på sidstepladsen i de fleste løb, men hvis de bare kunne være konkurrencedygtige i nogle løb, ville det sikkert skabe en masse glæde blandt Formel 1 fans verden over.
Det var slut på denne, min første Dagen Derpå-klumme.
KK