Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 22/9 2015 klokken 13:09
”Jeg har taget min beslutning omkring min Formel 1 fremtid,” bekræftede Jenson Button over for Sky Sport. ”Det er det vigtige her,” tilføjede han.
”Det er altid rart at komme med en udmelding på hjemmebane,” kom det yderligere fra ham, med reference til, at den japanske Suzuka bane er Hondas egen bane.
Button udtaler i samme moment, at han ikke længere nyder at køre Formel 1, hvilket er med til at understrege, at det er ved at være slut for den britiske kører.
”Det er ikke længere sjovt at køre Formel 1”!
”Når man er med fremme i front og er med til at gøre en forskel, så er det sjovt, men at ligge nede bagest i feltet og ikke rigtigt være i stand til at gøre noget, er ikke sjovt,” kom det direkte fra Button.
”Der vil blive afholdt en del møder i hovedkvarteret, hvor mange ting vil blive drøftet. Ron Dennis og Eric Boullier vil begge være der,” kom det yderligere fra Button.
Ud fra hans udtalelser er det således ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt han vil annoncere sit stop, men lige så meget, hvilken rækkefølge McLaren vil komme med de forskellige annonceringer i.
Det bliver spændende at følge McLaren i den kommende weekend!