Jeg er selv momentært BMF1's eneste pige og har set F1 fra barnsben. I konfirmationsgave ønskede jeg mig i sin tid en tur til F1, så da jeg på Monza mødte 14-årige Olivia i samme situation, blev jeg nødt til at undersøge sagen nærmere.
Olivia Zarrehparvar Lorenzen fra Humlebæk var nemlig afsted med sin far til sit første F1 løb som følge af en nonfirmationsgave:
"Jeg fik 10.000 kr. i gave af mine forældre, og så måtte jeg egentlig selv vælge, hvad de skulle bruges til, så jeg valgte at tage herned," fortæller hun begejstret.
Selv begyndte jeg i sin tid at se F1 på grund af min far, og det lader til, det er en rimelig almindelig grund - For sådan var det også for Olivia:
"Min far har sådan set altid set det, og så så jeg med engang imellem. Jeg spurgte ind til, hvorfor det hed F1, og så læste jeg en masse om det på nettet."
Selvom hun kun har fulgt rigtigt med i et par år, så er passionen større end hos de fleste:
"I skolen sidder jeg gerne i timerne og ser det på YouSee i stedet for a tage noter, fordi jeg synes ligesom, Formel 1 er vigtigere. Min lærer er dog ikke rigtig helt enig.
Jeg planlægger faktisk også mine weekender efter Formel 1, så jeg altid kan se det."
Olivia på turen til Monza
Copyright BMF1
Hvad får så en så ung pige til at gå så meget op i motorsport? Ja, for Olivia er der ingen tvivl:
"Jamen jeg har altid kunnet lide at køre rigtig stærkt!" siger hun lige så hurtigt, som jeg får stillet spørgsmålet:
"Og så er jeg stærkt fascineret af, at Formel 1 er det hurtigste og det dyreste, der er. Det gør, at konsekvenserne er større, og der skal arbejdes meget mere fokuseret."
F1 er blevet en enormt vigtig ting i Olivias liv - langt større end for hendes far:
"Jeg begyndte at være den, der tændte fjernsynet for at se det, og så kommer far traskende og ser med. Så jeg har ligesom taget over."
Alle kørerne i feltet i øjeblikket er jo mænd, så Olivia henter gerne det kvindelige pust andre steder i pitten:
"Jamen, at der er så få kvinder gør bare, at jeg er mere fascineret at de kvindelige testkørere hos Lotus og Williams.
Selv gad jeg godt arbejde enten i pressen, som dig, til løbene eller som ingeniør, men jeg ved ikke rigtig med hvad og hvordan endnu.
Jeg synes, det er ærgerligt, at der er så få kvinder, fordi det så er sværere at blive en del af, men til gengæld gør dét det meget større, når der så er kvinder."
Carmen Jorda er en af de kvinder, Olivia ser op til-
Copyright Lotus F1
Modsat de fleste andre er Olivia faktisk lidt ligeglad med, hvem der vinder, så længe det er spændende at se på. Hvis hun skulle vælge én yndlingskører vil det dog være Verstappen på grund af hans unge alder.
Da jeg spørger, hvem hun så helst ser vinde VM, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg hører svaret:
"Jamen det bliver jo helt sikkert en Mercedes, og så skal det være Rosberg, for han ser bedst ud," svarer hun eftertænksomt - Man er vel pige.
Det at se F1 live levede heldigvis helt op til forventningerne, også selvom hverken Verstappen eller Rosberg klarede sig særligt godt:
"Det var virkelig fedt!" siger hun og storsmiler:
"Bare det at høre lyden og opleve stemningen. Og at være der under træningerne og kvalifikationen og få det hele med.
Selvfølgelig er det lettere at holde styr på tingene hjemmefra, men der er bare noget specielt ved at se dem rigtigt. Også bare alle fansene, alle var jo i tøj fra forskellige teams."
Det er bestemt heller ikke sidste gang, Olivia kommer til at opleve et løb live, for hun ville slet ikke have dagen til at slutte og tage hjem.